Den nordeuropæiske vækstkapitalfond Verdane investerer i Conscriptor, Sveriges førende virksomhed inden for udvikling af medicinsk journaldokumentation og dikteringssoftware, og Max Manus, som er Skandinaviens førende leverandør af software til talegenkendelse og diktering.
Selskaberne fusioneres til en nordisk sundhedsteknologikoncern med en årlig omsætning på SEK 250 mio. med speciale inden for medicinsk transskribering og talegenkendelse. Koncernen har en vision om at hjælpe sundhedspersonale og plejeinstitutioner til at skabe markant mere tid til direkte patientkontakt ved at digitalisere administrations- og dokumentationsprocedurerne i sundhedssektoren.
“Vi bliver den førende virksomhed i Norden med hensyn til at frigøre tid til patientkontakt. I dag er det kun 30% af sundhedspersonalets tid, der bruges sammen med patienterne. Spørgsmålet om mere patienttid er et af de mest aktuelle i vores sundhedssektor og ligger øverst på dagsordenen hos både de offentligt ansatte og politikerne.“
“Det er vores ambition at fordoble patienttiden i Norden ved brug af vores transskriberings- og talegenkendelsesteknologi. Det er en konkret og effektiv metode til at digitalisere vores sundhedssektor og anvende kunstig intelligens for derved at lette de daglige opgaver for sundhedspersonalet,” udtaler Conscriptors administrerende direktør, Henric Carlsson.
Conscriptor er Sveriges førende virksomhed inden for udvikling af medicinsk journaldokumentation og dikteringssoftware til hospitaler og sundhedsklinikker, og selskabet har fem gange været kåret som Gazellevirksomhed af Sveriges førende erhvervsavis, Dagens Industri. Selskabet har bl.a. udviklet Europas mest populære medicinske dikteringsapp, MedSpeech.
“Der er et stort potentiale i Norden for at udnytte ny teknologi til at øge effektiviteten i sundhedssektoren. Administrative og rutinemæssige procedurer vil i stigende grad blive digitaliseret. Conscriptors og Max Manus’ erfaring og tekniske løsninger inden for sundhedsdokumentation og talegenkendelse har potentialet til grundlæggende at forbedre de administrative procedurer i sundhedsvæsnet og markant øge den tid, som sundhedspersonalet har til rådighed til patientkontakt, ” fortæller Jakob Tolleryd, Partner hos Verdane.
“Sundhedsvæsnet i hele Norden er allerede under stort pres som følge af COVID-19. Effektive digitale løsninger kan være med til at øge kapaciteten i hele systemet og dermed gøre det bedre rustet til at håndtere krisesituationer. Conscriptor og Max Manus vil tilsammen kunne hjælpe vores velfærdssystemer med at takle de mangeårige problemer med ressourceknaphed og arbejdsrelateret stress,” udtaler Martin Elster, administrerende direktør hos Max Manus.
Max Manus er Skandinaviens førende leverandør af software til talegenkendelse og diktering til private virksomheder og den offentlige sektor. Selskabets produkter anvendes hver dag af flere end 10.000 læger i Norden.
Investeringen foretages af Verdanes fond Edda, som har aktiver for SEK 3 mia. Conscriptor og Max Manus bliver en del af Verdanes softwareportefølje, som indeholder flere end 20 andre virksomheder, herunder Freespee, HappyOrNot, Hive Streaming, Talentech og Scanmarket.