bad13126 0f00 4e52 8267 8c1adbb3fd8b
Hjem VIRKSOMHED18.300 ejerledere går på pension: Ny lov kan holde virksomhederne på danske hænder

18.300 ejerledere går på pension: Ny lov kan holde virksomhederne på danske hænder

Af Redaktionen

Fra 1. januar 2026 er det blevet lettere at gennemføre generationsskifte til medarbejderne via en medarbejderejet virksomhed.

Det sker samtidig med, at omkring 18.300 ejere af kapitalselskaber med fem ansatte eller flere når pensionsalderen inden udgangen af 2036.

Når ejeren stopper, ender valget ofte med lukning eller frasalg. Den nye model åbner for et tredje spor, hvor medarbejderne kan overtage ejerskabet. Det kan holde ejerskabet tættere på virksomheden og lokalområdet, fordi overdragelsen sker internt frem for til en ekstern køber.

“Loven ændrer spillereglerne for generationsskifte. Nu kan medarbejderovertagelse blive en realistisk vej for langt flere virksomheder, og dermed holde både arbejdspladser og ejerskab tættere på virksomheden,” siger Line Fossing Riel, direktør i Erhvervshus Sjælland, på vegne af Erhvervshusene.

Et reelt ejerskifte – ikke “gratis aktier”

En medarbejderejet virksomhed – også kaldet kooperativ eller demokratisk ejet virksomhed– ejes og styres af dem, der arbejder i den. Det er ikke en personaleordning, men et ejerskifte, hvor ejerskabet forankres i virksomheden, og beslutninger træffes på et fælles mandat. For ejeren kan det være en planlagt overdragelse til medarbejdere, der kender kunder, drift og kultur. For medarbejderne betyder medejerskab større ansvar og et fælles incitament til at udvikle forretningen.

Erhvervshusene vil gøre modellen mere udbredt

Det nye er, at modellen nu er blevet økonomisk realistisk for flere. Virksomhedsejere beskattes ikke af salget, hvis de overdrager minimum 33 procent af virksomheden til medarbejderne.

bad13126 0f00 4e52 8267 8c1adbb3fd8b

Line Fossing Riel, Direktør, Erhvervshus Sjælland. PR-foto

Erhvervshusene samler nu indsatsen nationalt for at gøre medarbejderovertagelser til en realistisk del af flere generationsskifter. Det betyder konkret vejledning til både ejere og medarbejdere om modelvalg, proces og næste skridt – herunder virksomhedens værdi, organisering af fælles ejerskab og vejen fra beslutning til overdragelse.

“Loven åbner døren, men nogen skal også gå igennem den. Ellers risikerer vi, at sunde virksomheder forsvinder, fordi generationsskiftet falder på det praktiske,” siger Line Fossing Riel.

Fakta: Medarbejderovertagelse

• Ordningen gælder fra 1. januar 2026
• Giver mulighed for generationsskifte til medarbejderne via medarbejderejet virksomhed
• Skattefrit salg ved overdragelse af minimum 33 pct. af ejerskabet
• Medarbejderne kan afbetale ejerskabet via virksomhedens fremtidige overskud
• Omkring 18.300 ejerledere når pensionsalderen inden 2036 (kapitalselskaber med 5+ ansatte)

Fakta: Erhvervshusene

• Erhvervshusene er den offentlige indgang til uvildig vejledning for virksomheder i Danmark
• Der er seks erhvervshuse, der dækker hver sin region
• Hjælper virksomheder med bl.a. vækst, omstilling, eksport, finansiering og generationsskifte
• Erhvervshus Sjælland dækker Region Sjælland

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>