Danske virksomheder på nordisk tredjeplads i disciplinen optimisme
Hjem AI Danske virksomheder på nordisk tredjeplads i disciplinen optimisme

Danske virksomheder på nordisk tredjeplads i disciplinen optimisme

Af Redaktionen

Danske virksomheders forventninger til 2025 er mere positive end for et år siden, men i en sammenligning med de øvrige nordiske lande må Danmark nøjes med en tredjeplads. Kun finnerne tror mindre på økonomisk fremgang i det nye år.

Trods et usikkert marked med relativt lave stigninger i det danske C25-aktieindeks og en ustabil geopolitisk virkelighed har 60 procent af de danske virksomheder positive økonomiske forventninger til 2025.

Men både i Norge og Sverige er optimismen mere udbredt, og de danske virksomheder havner dermed på en nordisk tredjeplads i kategorien positive forventninger til vækst i det kommende år. Det viser en ny undersøgelse fra konsulenthuset Simon-Kucher.

Mens 60 procent af de danske virksomheder beskriver de økonomiske forventninger til 2025 som positive, er det tilsvarende tal fra Norge helt oppe på 83 procent – og fra Sverige 63 procent. Kun i Finland er optimismen mindre udbredt, idet 49 procent af de finske virksomheder har positive økonomiske forventninger til det kommende år.

Optimismen er præget af forsigtighed
Danske virksomheder på nordisk tredjeplads i disciplinen optimisme

Frederik Brandt

De 60 procent i Danmark svarer til en stigning på 14 procentpoint i sammenligning med en tilsvarende undersøgelse gennemført for et år siden, så optimismen er betydeligt større på tærsklen til 2025, end det var tilfældet sidste år. Hos Simon-Kucher lægger man dog vægt på, at optimismen er præget af en forsigtighed, som bl.a. skyldes usikkerhed i forhold til kunstig intelligens (AI), specielt med sigte på hvordan AI passes ind i virksomhederne.

– Der er stor optimisme for 2025, ikke mindst pga. fremgang på det amerikanske marked, som er Danmarks største eksportmarked. Samtidig bærer forventningerne til det kommende år dog præg af bekymring. Ca. 50 procent af de danske virksomheder mener ikke, at de er klar til at implementere og lancere de initiativer, som de har intentioner om at tage i brug. Denne manglende tiltro til egne evner ser vi især i forbindelse med implementering af AI i hele det kommercielle setup, siger Frederik Brandt, partner hos Simon-Kucher.

Mere fokus på kommercielle værktøjer

De danske virksomheder går i stigende grad efter at møde de makroøkonomiske udfordringer ved brug af kommercielle værktøjer frem for omkostningsreduktioner. Ifølge Simon-Kuchers undersøgelse er andelen af danske virksomheder med primært fokus på kommercielle værktøjer steget med 5 procentpoint siden sidste år og udgør nu 23 procent. Dette niveau er nu på linje med virksomheder, der primært fokuserer på omkostningsreduktioner. Disse udgør 25 procent af de danske virksomheder – et fald på 9 procentpoint sammenlignet med sidste år.

Ifølge Frederik Brandt bliver den store udfordring for de danske virksomheder på det kommercielle område at omlægge hele den kommercielle organisation.

– De digitale initiativer er med den eksplosive udvikling inden for AI rykket højt op på virksomhedernes prioriteringsliste. Den største kommercielle udfordring er derfor nu at skabe en kommerciel organisation, der understøtter digitalisering og integration af AI i hele virksomheden. Det er ikke alene et spørgsmål om at indføre AI som et værktøj i det digitale salg. AI skal integreres i alle de hjørner af virksomheden, der gør det muligt at sælge produkter og services. Så det er også funktioner som fx marketing, legal, service delivery og finance, som skal omfattes. Og det er hele denne transformation, som mange virksomheder ikke er klar til endnu, siger Frederik Brandt.

Fakta om undersøgelsen

Simon-Kuchers undersøgelse Commercial Trends Study 2025 er gennemført af YouGov med dataindsamling 31. oktober-13. november 2024. Der medvirker 300 nordiske virksomheder, heraf 75 danske. Virksomhederne er bredt fordelt på brancher, og 72 procent af de deltagende virksomheder har en årlig omsætning på mere end 10 mio. EUR.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>