En ny rapport fra Akademiet for de Tekniske Videnskaber konkluderer, at den store mangel på uddannede it-specialister vil svække Danmarks konkurrenceevne.
Hos ScanNet, der er del af techgiganten team.blue, ser man bekymrende på udviklingen.
Der er stor mangel på højtuddannede it-specialister i dansk erhvervsliv, og derfor er landets virksomheder i stor risiko for at sakke bagud i den teknologiske udvikling og derved miste konkurrenceevne. Det fastslår en ny rapport fra den uafhængige tænketank Akademiet for de Tekniske Videnskaber, der samtidig viser, at Danmark lige nu indtager en 20. plads i EU, når man måler på uddannelsesniveauet for it-eksperter.
Hos ScanNet, der er it-giganten team.blues professionelle it-infrastrukturbrand, er man alvorligt bekymrede over den akutte mangel på it-arbejdskraft. Derfor overvejer virksomheden nøje, hvordan de kan støtte deres kunder i denne udfordrende situation.
– På kort sigt ser vi allerede nu, at mange af de kunder og partnere, vi arbejder sammen med, har svært ved at rekruttere og fastholde den it-arbejdskraft, de har brug for. Det kan for eksempel være virksomheder i mindre byer eller små til mellemstore firmaer, hvor nøglemedarbejdere skifter ofte til større og mere specialiserede it-virksomheder, siger Lotte Bendstrup, CEO i team.blue og fortsætter:
– Udviklingen er alvorlig, og hvis vi i Danmark ikke tager hånd om situationen, risikerer vi at sakke voldsomt bagud i it-kapløbet. Vi anerkender, at det er en enorm opgave for virksomhederne at finde løsninger på disse problemer, og derfor føler vi en stærk forpligtelse til at støtte dem. Vi ønsker at være en forlængelse af deres team, når de har brug for it-specialister. For at kunne levere denne støtte effektivt, er det altafgørende, at vi har dygtige og kompetente medarbejdere i vores egen organisation.
Arbejdsmarkedsforsker
Christian Lyhne Ibsen, der er Associate Professor hos Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, betegner udviklingen som kritisk for danske virksomheder.
– På den korte bane betyder det, at dansk erhvervsliv kommer til at konkurrere mere om arbejdskraften, herunder ved at tilbyde højere lønninger. Det kan i sidste ende påvirke konkurrenceevnen. Der kan også være nogle virksomheder, som på den korte bane må sige nej til ordrer, hvis de ikke har de nødvendige medarbejdere – herunder it-medarbejdere – til at udføre opgaver, siger Christian Lyhne Ibsen, der har et bud på, hvordan problematikken kan løses:
– Løsningen strukturelt i Danmark er at uddanne flere IT-folk, men det tager tid at få flere studiepladser, hvilket har været et problem. Og det tager også tid at få uddannet de studerende.
Der skal tænkes ud af boksen
Ifølge Lotte Bendstrup ligger der en mulig løsning for virksomhederne i at omgå problemerne, og det er en vej, som ScanNet selv har valgt at gå.
– For små og mellemstore virksomheder kan det være en fordel at tænke ud af boksen og overveje en anden strategi end at ansætte tunge it-kompetencer. For eksempel kan de vælge at outsource den tungere it-drift og i stedet ansætte en nyudlært it-supporter til at varetage den daglige support og dialog med leverandøren, siger Lotte Bendstrup og uddyber om måden hvorpå ScanNet selv håndterer udfordringen:
– For at kunne imødekomme efterspørgslen på driftsydelser – også ved eksisterende kunder, der tidligere har varetaget den slags selv – har vi styrket fokus på at opkvalificere vores medarbejdere og skabe muligheder for, at de kan træde ind i specialistroller. Det er en indsats, vi vil fortsætte med at investere i og dermed booste medarbejdernes faglige værktøjskasse.
ScanNet er en del af den europæiske it-gruppe, team.blue, der indeholder mere end 60 brands og beskæftiger mere end 2.700 medarbejdere i 22 lande.
ScanNet ejes af den Europæiske it-gruppe, team.blue, som tilbyder digitale værktøjer som hosting, mailhoteller og serverløsninger til mere end 3,3 millioner kunder i Europa. Gruppen består af mere end 60 brands og beskæftiger +2.900 specialister i 22 lande. ScanNet er specialiseret i Cloud- og it-infrastruktur og fungerer som en integreret del af it-afdelingen i mellemstore og store virksomheder. Se mere på Scannet.dk