Har du en idé, der kan gøre verden grønnere?
Schneider Electric opfordrer danske studerende til at deltage i årets globale Go Green-konkurrence – og bringe deres viden, kreativitet og mod i spil på en international scene.
Schneider Electric – den globale specialist i energioptimering og automatisering – åbner nu for tilmeldingen til årets Go Green-konkurrence. Her får studerende og unge iværksættere fra hele verden chancen for at gøre en reel forskel. Konkurrencen er en del af Schneider Electrics ambition om at styrke ungdomsuddannelser, fremme iværksætteri og sikre bedre adgang til bæredygtig energi. Og i år håber virksomheden for alvor at få danske deltagere på verdenskortet.
“Vi er oprigtigt nysgerrige på de unges perspektiver – det er en gave, når nogen stiller spørgsmålstegn ved vores måde at gøre tingene på,” siger Charlotte Lei Barnewitz, HR-direktør for Schneider Electric i Danmark:
“Det er netop dér, de nye grønne gennembrud ligger: i det, vi ikke selv ser i det daglige.”
Grøn innovation med global rækkevidde

Charlotte Lei-Barnewitz HR direktør i Schneider Electric
Go Green har eksisteret i mere end 10 år og tidligere været domineret af deltagere fra store markeder som Indien og Kina. Men Schneider Electric mener, at tiden er moden til, at danske studerende også bringer deres idéer i spil – på egne præmisser.
“Vi ved, at de stærkeste løsninger opstår, når man kombinerer forskellige fagligheder – fx teknologi, ingeniørvidenskab, kommunikation, samfundsvidenskab eller økonomi. Det handler ikke om at tænke, som vi plejer – men om at blive inspireret af den næste generation,” siger Charlotte Lei Barnewitz.
Årets tema er “Renewable Energy for Life & Livelihood” med fokus på to områder: solcelledrevne landbrugsløsninger – fx høst, lagring og forarbejdning – samt solcelledrevne mikrovirksomheder inden for detailhandel, service, køling, fremstilling og produktion.
Deltagelsen er gratis og åben for studerende og nyuddannede fra videregående uddannelser i hele verden. Deltagerne tilmelder sig i teams og arbejder med konkrete idéer inden for energi, teknologi og bæredygtighed. Vinderholdet går videre til en international finale og har mulighed for at vinde en samlet præmiesum på op til 10.000 euro – herunder 6.000 euro til førstepladsen.
Men konkurrencen handler ikke kun om at finde “det næste store”. Den handler også om at skabe en platform, hvor unge mennesker bliver hørt – og hvor deres idéer faktisk kan blive til virkelighed.
“Vi har brug for idéer, vi ikke selv kan få. Go Green er én måde, hvorpå vi holder os nysgerrige og åbne og forbliver i tæt dialog med de unge og uddannelsesmiljøerne i Danmark og resten af verden,” siger Charlotte Lei Barnewitz.
Læring og sparring med eksperter
Som noget nyt får deltagerne i år adgang til et online-kursus, Get into Energy Transition, som udbydes gennem Schneider Electric University. Kurset er udviklet i samarbejde med INCO og skal styrke deltagernes tekniske forståelse for den grønne omstilling og give dem redskaber til at skabe løsninger, der både er skalerbare og har reel effekt.
Et centralt element i konkurrencen er de mentorforløb, som Schneider Electric stiller til rådighed via sine globale programmer Youth Education & Entrepreneurship og Access to Energy. Her får deltagerne sparring fra erfarne branchefolk, som hjælper dem med at udvikle og finpudse deres idéer, skabe brugbare løsninger og opnå indsigt i, hvordan projekterne kan fungere i praksis.
Vinderholdet fra 2022 beskriver forløbet som både lærerigt og inspirerende:
“Vi blev hurtigt tilknyttet en mentor fra Schneider Electric, som hjalp os med at forme vores idé og sikre, at den både var brugervenlig og teknisk gennemførlig. Det var en lærerig og motiverende rejse – fyldt med udfordringer, men aldrig uden håb.”
Tilmelding og deadline
Tilmeldingen til Go Green-konkurrencen er åben fra 1. april 2025 og løber helt frem til den 31. maj 2025. Deltagerne skal indsende deres projektforslag senest 30. juni.
Om Schneider Electric
Schneiders formål er at skabe indflydelse og gøre en forskel ved at give alle adgang til at få mest muligt ud af vores energi og ressourcer og bygge bro mellem fremskridt og bæredygtighed for alle. Hos Schneider kalder vi dette Life Is On. Vores mission er at være den betroede partner inden for bæredygtighed og energieffektivisering.
Vi er en global leder inden for industriel teknologi, der bringer verdensførende ekspertise inden for elektrificering, automatisering og digitalisering til intelligente industrier, modstandsdygtig infrastruktur, fremtidssikrede datacentre, intelligente bygninger og intuitive hjem. Med udgangspunkt i vores domæneekspertise leverer vi integrerede end-to-end-livscyklus AI-faciliterede industrielle IoT-løsninger med forbundne produkter, automatisering, software og services, der leverer digitale tvillinger for at muliggøre profitabel vækst for vores kunder.
Vi er en virksomhed med et økosystem af 150.000 kolleger og mere end en million partnere, der opererer i over 100 lande for at sikre en tæt relation til vores kunder og interessenter. Vi favner mangfoldighed og inklusion i alt, hvad vi gør, og er styret af vores formål om at skabe en bæredygtig fremtid for alle. www.se.com/dk