Qualcomm har præsenteret Snapdragon 8 Elite Extreme Gen 6 og Snapdragon 8 Elite Gen 6.
De to nye mobilplatforme skal blandt andet gøre det muligt at køre AI-agenter direkte på telefonen og kommer i kommende topmodeller fra blandt andre HONOR, Motorola, OnePlus, OPPO, vivo og Xiaomi.
Qualcomm Technologies har præsenteret to nye mobilplatforme til Android-topmodeller på Snapdragon Summit. Qualcomm betegner dem som to af verdens hurtigste mobilchips. Begge platforme kombinerer høj ydelse med AI, der kører direkte på telefonen, og får nye funktioner til blandt andet AI, gaming og kamera.
“Det er en milepæl for os, at vi ikke lancerer én, men to nye flagskibsplatforme. De skal gøre AI-agenter hurtigere og mere personlige og bedre til at tilpasse sig den enkelte bruger,” siger Chris Patrick, Senior Vice President og General Manager for Mobile Handsets hos Qualcomm Technologies.
“Med to flagskibsplatforme kan vi samtidig få vores nyeste AI-funktioner ud i flere topmodeller og give producenterne flere muligheder, når de udvikler næste generation af smartphones.”
Qualcomms kraftigste mobilplatform
Snapdragon 8 Elite Extreme Gen 6 er Qualcomms kraftigste mobilplatform og er udviklet til de mest avancerede Android-telefoner. Blandt de nye funktioner er:
- AI-agenter: AI-agenterne skal ifølge Qualcomm blive hurtigere, mere personlige og mere pålidelige og løbende kunne tilpasse sig brugeren.
- Gaming: Adreno Neural Fusion bruger AI i grafikbehandlingen. Det skal give bedre grafik og længere spilletid.
- Kamera: Platformen understøtter Advanced Professional Video (APV) og Intelligent Pixel Control. Ifølge Qualcomm skal funktionerne forbedre billedkvaliteten og give mere naturlige billeder og videoer.
Mange af de samme funktioner i flere topmodeller
Snapdragon 8 Elite Gen 6 er ligesom Extreme-udgaven bygget på en 2 nm-proces. Platformen bruger Qualcomms egenudviklede Oryon-CPU samt en ny Adreno-GPU og Hexagon-NPU.
Den skal dermed give adgang til mange af de samme funktioner inden for AI, gaming, kamera og forbindelse som Extreme-udgaven, men i et bredere udvalg af topmodeller.
Telefoner med de to platforme kommer fra blandt andre HONOR, iQOO, Motorola, OnePlus, OPPO, REDMI, RedMagic, vivo og Xiaomi.
Mere information findes på Qualcomms sider om Snapdragon 8 Elite Extreme Gen 6 og på Snapdragon Summit Event Hub.






