Hvis AI bliver implementeret bredt i alle sektorer i Danmark, kan vi få en vækst i bruttonationalproduktet på op til 8%.
Hvis AI bliver bredt udbredt i Danmark, kan det øge bruttonationalproduktet med op til 8%, svarende til 200-250 mia. kr. Det viser en ny analyse fra Implement og Google, som netop er blevet offentliggjort.
”AI svarer lidt til at sætte et par ekstra brændstoftanke på en raket.
Men i modsætning til tidligere tiders automatisering, der hovedsageligt er foregået i industrien, kan kunstig intelligens skabe store produktivitetsforbedringer i serviceindustrien. Og når man booster raketten i forhold til en af de største sektorer i dansk erhvervsliv, så kan det også ses på Danmarks bundlinje,” siger Kenneth Ipsen, adm. direktør i SAS Institute i Danmark.
Rapporten peger på, at det især er inden for information, finans, forretningsservices, administration og sundhed, at der er store gevinster at hente ved brugen af kunstig intelligens.
AI bliver et kæmpe produktivitetsboost
En af konklusionerne i analysen er, at det især er hos medarbejdere, der bruger AI som et dagligt værktøj, at man vil kunne se et direkte produktivitetsboost.
Samtidig vil brugen af kunstig intelligens være med til at automatisere flere af de daglige arbejdsprocesser, så medarbejderne får frigivet mere tid. Tid som de kan bruge på andre værdiskabende aktiviteter.
”For mange kommer AI til at fungere som en form for personlig assistent. Det kan f.eks. være i forhold til at få hjælp til at opsummere længere tekster, hvis man har behov for et hurtigt overblik over et budget eller skal have lidt ideer til at formulere en tekst mere levende. Alt sammen noget, der er med til at lette rutineprægede, men tidskrævende opgaver, så medarbejderne kan bruge tiden på noget mere værdiskabende. Samtidig kan AI for en lang række medarbejdere reelt give et kompetenceløft,” udtaler Kenneth Ipsen.
Ud af de ca. 3 millioner fuldtidsansatte, der er i Danmark, vil 64% ifølge rapporten snart benytte AI som et dagligt værktøj. 30% af arbejdsstyrken forventes ikke at blive påvirket af kunstig intelligens i nævneværdig grad, mens 6% af jobbene helt eller delvist vil blive erstattet gennem automatisering. De vil dog blive erstattet af nye jobtyper i takt med AI’s udbredelse i erhvervslivet.
Vi må ikke træde på bremsen
Hvis brugen og implementeringen af AI bliver forsinket med fem år, risikerer vi til gengæld, at gevinsten bliver reduceret fra 8% til 2%. Et fald i produktionsgevinsten fra 200-250 mia. kr. til 40-60 mia. kr. slår rapporten fast.
”Vi står med et kæmpe potentiale for at kunne øge væksten i både samfundet og i den enkelte virksomhed, frigive mere tid hos medarbejderne og samtidig udvikle nye og bedre løsninger. Så det er vigtigt, at vi både i det offentlige og private aktivt afprøver mulighederne i nye teknologier som AI,” slutter Kenneth Ipsen.
Ifølge brancheorganisationen, IT-Branchen, som SAS Institute er medlem af, opnår vi kun potentialet på 200-250 mia. kr., hvis vi er meget mere proaktive i forhold til AI – både i virksomhederne og i den offentlige sektor.
F.eks. bør vi have en AI positiv lovgivning, der med respekt for de etiske aspekter, bias og persondata skal fungere som katalysator, der gør Danmark til en førende AI-nation.
Uddannelse og kompetenceudvikling er også altafgørende, hvis vi skal få det fulde gavn af AI.
Det er derfor ikke bare vigtigt med en generel opkvalificering af det danske arbejdsmarked men også, at vi ikke begrænser antallet af uddannelsespladser på f.eks. ITU og DTU, som regeringen ellers har meldt ud, da vi i så fald vil komme til at mangle netop den arbejdskraft, der bliver afgørende for Danmark fremtidige vækst.