Årets AutoIndex-resultat er netop offentliggjort, og BMW indtager igen den samlede førsteplads.
Efter sidste års resultat – hvor BMW for første gang i 13 år blev overhalet af Toyota – er BMW i 2026 tilbage som samlet vinder i bilbranchens største og mest omfattende kundetilfredshedsundersøgelse.
Samtidig leverer BMW årets største fremgang i den samlede kundetilfredshed med en stigning på 1,3 % i et marked, der ellers generelt viser faldende tendens.
Loyalty Award: Loyale BMW kunder
Loyalty Award er en særskilt hæder, der tildeles i forbindelse med AutoIndex, som måler bilejernes loyalitet over for deres bilmærke. I 2026 går BMW frem med 0,8 % og opnår en samlet score på 901 point. Siden prisen første gang blev uddelt i 2012, har BMW vundet udmærkelsen hvert eneste år.
Kunden i centrum
BMW Danmarks administrerende direktør, Jan Askholm, er meget tilfreds med årets resultat: ”Det er en stor anerkendelse at være tilbage som nummer ét i AutoIndex. Vi arbejder hver dag for at levere en oplevelse, der lever op til kundernes forventninger – både ved køb af bilen og på værkstedet. Jeg vil gerne rette en stor tak til hele BMW netværket i Danmark – vores forhandlere og autoriserede værksteder – for den stærke indsats og for konsekvent at sætte kunden i centrum.”
Jan Askholm afslutter: “Den største tak går til vores kunder for tilliden og loyaliteten.”
Om AutoIndex 2026
I årets første måneder har knap 15.000 danske bilejere besvaret mere end 120 spørgsmål i den årlige AutoIndex-undersøgelse. Undersøgelsen gennemføres af konsulenthuset Loyalty Group, som indsamler og bearbejder svarene.
Bilejerne vurderer deres oplevelser på en skala fra 1 til 7, der efterfølgende omregnes til indekspoint fra 0 til 1.000. Resultaterne omfatter biler, der er op til fem år gamle.





