Hos Verarca er antallet af CO₂-beregninger næsten syvdoblet siden januar 2024, hvilket peger på, at bæredygtighed i stigende grad bruges som konkurrenceparameter – også blandt mindre virksomheder.
Selvom EU har lempet kravene til bæredygtighedsrapportering gennem de seneste justeringer af CSRD-reglerne, fortsætter danske virksomheder i stigende grad arbejdet med at dokumentere deres klimaaftryk.
Det viser nye tal fra Verarca, der hjælper små og mellemstore virksomheder med at beregne deres CO₂-udledning.
Siden januar 2024 er antallet af CO₂-beregninger på platformen næsten syvdoblet. Udviklingen peger på, at klimadata i stigende grad anvendes som et forretnings- og konkurrenceparameter frem for et rent compliance-krav.
– Vi oplever ikke, at virksomhederne sætter ESG-arbejdet på pause, selvom kravene er blevet justeret. Tværtimod ser vi, at både små og store virksomheder arbejder mere systematisk med CO₂-data, fordi det er blevet en forudsætning i dialogen med kunder, samarbejdspartnere og banker, siger Søren Orluf, der er direktør i Verarca.
I løbet af 2024 beregnede Verarca CO₂-udledningen for i alt 562.500 køb. I 2025 er tallet steget til knap 3,9 millioner beregninger. Samtidig er det gennemsnitlige antal daglige beregninger steget fra 1.541 i 2024 til 10.657 i 2025.
Ifølge virksomheden afspejler det en bredere udvikling i markedet, hvor klimadata i stigende grad indgår i kreditvurderinger, leverandørkrav og større kunders indkøbsprocesser. Ifølge Søren Orluf har kravene fra markedet flyttet arbejdet med klimadata tættere på den daglige drift.
Et bevidst valg på Hotel Rødekro
Hos Hotel Rødekro har arbejdet med CO₂- og ESG-data været et bevidst valg – også uden direkte rapporteringskrav.
– Vi har valgt at tage data ind i driften for at kunne træffe beslutninger på faktiske tal frem for fornemmelser. Selvom noget rapportering er udskudt, vil vi hellere være på forkant end pludselig at blive presset af tidsfrister eller leverandørkrav, siger Erik Nørgaard Jørgensen, indehaver af Hotel Rødekro.
Ifølge hotellet har arbejdet med klimadata også haft konkrete driftsmæssige effekter.
– Når man dykker systematisk ned i tallene, viser det sig ofte, at der er besparelser at hente – både økonomisk og i forhold til ressourceforbrug og CO₂. Vi bruger dataene aktivt til at forbedre vores processer og tilpasse vores produkter. Det danner også grundlag for vores Green Key-certificering og de miljømål, vi har sat for os selv, siger han.
Den løbende opfølgning har samtidig haft intern betydning.
– Det giver værdi for os og vores medarbejdere at kunne følge udviklingen tæt. Og selv om kunderne endnu ikke i stort omfang efterspørger konkrete CO₂-tal, oplever vi, at mange værdsætter den indsats, vi gør, siger Erik Nørgaard Jørgensen.
Bankers krav om dokumentation
Ifølge Søren Orluf skyldes udviklingen blandt andet, at klimadata i stigende grad indgår i bankers vurdering af ESG-relaterede risici og virksomheders samlede kreditprofil – også hos virksomheder, der ikke er direkte omfattet af de mest omfattende EU-regler.
– Flere virksomheder oplever, at dokumentation for klimaaftryk i stigende grad bliver en del af den forretningsmæssige dialog med banker og større kunder, siger Søren Orluf.
Verarca er en dansk software-virksomhed, der hjælper små og mellemstore virksomheder med udregning af Co2-udledningen i Scope 3. Læs mere på www.Verarca.dk






