Avanceret teknologi skubber i stigende grad den manuelle behandling i baggrunden.
Det kan skabe bedre og hurtigere patientforløb, hvis manuelle teknikker og behandlere spiller en større rolle i praksis.
Avancerede teknologiske værktøjer som scanninger, telemedicin og kunstig intelligens har på mange måder forbedret sundhedssektoren. Men udviklingen har også skubbet den direkte patientkontakt og brugen af hænderne til at aflæse og forstå kroppens signaler i baggrunden – et essentielt redskab til diagnosticering, behandling og patienthåndtering.
Når den manuelle tilgang glemmes, risikerer vi kun at behandle symptomer frem for at finde de bagvedliggende årsager. Som privatpraktiserende fysioterapeut møder jeg ofte patienter, der er blevet kastet rundt i systemet uden en løsning eller plan. Vores faggruppe arbejder derfor helhedsorienteret, da problemer i ét kropsområde kan give smerter eller gener i et andet. Vi ser hele mennesket og bruger hænderne til at mærke, undersøge og behandle det, som teknologi og samtale overser.

Thomas Jørgensen, fysioterapeut og stifter af ProTreatment
Jeg havde for nylig en patient med årelange rygsmerter, der havde gennemgået utallige tests og behandlinger hos forskellige fagpersoner uden effekt. En simpel manuel undersøgelse afslørede, at smerten stammede fra ballen. Med korrekt manuel behandling i ballen blev patienten smertefri på få behandlinger. Det mønster møder vi hver eneste dag på tværs af ProTreatments 22 danske klinikker.
Gennem to årtier har vi også erfaret, hvordan muskler og led ofte kræver manuel behandling, før kroppen kan genopbygges optimalt med korrekt træning. Ved at kombinere manuel behandling med træning får patienter den hurtigste og mest effektive behandling.
Manuelle teknikker skal tilbage i sundhedssektoren
Manuelle teknikker kan ikke alene bidrage til hurtigere diagnosticering, bedre rehabilitering og øget livskvalitet hos den enkelte patient. De medfører også store samfundsøkonomiske fordele i form af blandt andet kortere sygdoms- eller skadesforløb og forebyggelse af yderligere kompensation, der kan øge behov for flere tests, hjælpemidler, medicin og indlæggelser.
Manuelle teknikker kan styrkes i sundhedssektoren gennem flere praktiske elementer i uddannelse og patienthåndtering. Derudover bør både nye og erfarne fagpersoner have bedre tid til grundige undersøgelser med plads til manuelle metoder.
Et tættere samarbejde mellem faggrupper som læger og manuelle behandlere som fysioterapeuter vil også kunne skabe en mere sammenhængende og effektiv behandling. Fysioterapeuter har ressourcer til at støtte sundhedsbranchen på et højere niveau, bidrage til at aflaste speciallæger og praktiserende læger og måske endda være en del af løsningen på den verserende lægemangel.
Fysioterapien omfatter en markant gruppe kompetente diagnostikere inden for bevægelsesapparatet, som ikke udnyttes korrekt i sundhedsvæsenet – for eksempel fysioterapeuter med over 15 års erfaring i at diagnosticere eller viderehenvise flere hundrede månedlige patienter med forskellige typer skader og sygdomme. Derfor er det positivt, at Region Sjælland lige nu tester direkte adgang til fysioterapi uden lægehenvisning for hurtigere behandling og aflastning af læger.
Den samme kapacitet findes hos mange sygeplejersker, der har fingeren på pulsen i for eksempel akutmodtagelser eller almen praksis. Her ligger efter min vurdering også vigtige kompetencer og ”skjult guld”, som ikke udnyttes ordentligt. Ligesom fysioterapeuter har de en særlig føling med patienten, hvor erfaring spiller en væsentlig rolle. Alligevel ændres honoraret i privat fysioterapeutisk praksis ikke, selv når erfaringen vokser. Vi bør som samfund være bedre til at trække på de ressourcer, der l igger lige foran os. Sundhedssektoren mangler ikke kun hænder – men hænder på patienten.
Af Thomas Jørgensen, fysioterapeut og stifter af ProTreatment