Den første LEGO Chair er fundet til SDU Vejle
Hjem UDDANNELSEDen første LEGO Chair er fundet til SDU Vejle

Den første LEGO Chair er fundet til SDU Vejle

Af Redaktionen

Med ansættelsen af Davide Taibi som den ene af to LEGO Chair centerledere til Syddansk Universitets kommende campus i Vejle bliver der sat en tydelig forskningsmæssig retning for det nye forsknings- og uddannelsesmiljø.

Den 1. november starter professor Davide Taibi på SDU Vejle. Den internationalt anerkendte forsker skal stå i spidsen for den naturvidenskabelige del af Syddansk Universitets nye campus, da han er blevet ansat som LEGO Chair.

De såkaldte LEGO Chairs fungerer som centerledere, og titlen refererer til det konkrete samarbejde og den tætte udveksling mellem LEGO Koncernen og både undervisningen og forskningen på centrene. Rekrutteringen af centerlederen tilknyttet Det Tekniske Fakultet i Vejle er i gang.

Den første LEGO Chair er fundet til SDU Vejle

Davide Taibi på SDU Vejle

– Selvfølgelig skulle jeg søge den her stilling. Det er fantastisk at få muligheden for at være med til at bygge noget helt nyt og unikt fra bunden. Jeg ser mange muligheder i SDU Vejle – både for SDU og for virksomhederne i området.

– Samarbejdet med LEGO Koncernen er meget spændende, og det kan åbne for studiejobs, gæsteforelæsninger og andre initiativer. Det vil løfte hele SDU Vejle-projektet og indfri det store potentiale, der ligger i den kommende campus og i hele regionen, siger Davide Taibi.

Et perfekt match til SDU Vejle

Dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet, Marianne Holmer, er begejstret for tilgangen af Davide Taibi, der forsker i design af effektive og skalerbare softwaresystemer. Hans ekspertise i datasikkerhed og kommunikation er relevant i alle typer af digitale miljøer.

– Han er en meget spændende person, og han har tidligere været med til at opbygge universitetsmiljøer flere andre steder. Forskningsmæssigt passer han rigtig godt ind i vores miljø. Han kender allerede flere af vores forskere, og de glæder sig meget til samarbejdet med ham. Han har stor erfaring og er internationalt anerkendt. Han er vant til at samarbejde med både ingeniører og virksomheder, så jeg ser ham som et perfekt match til SDU Vejle, siger hun.

Den italienske forsker starter samtidig med sin hustru, Valentina Lenarduzzi, der også ansættes som professor ved SDU Vejle. Parret kommer fra University of Oulu i Finland og har desuden været tilknyttet universiteter i både Italien og Tyskland.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>