Er advokater nervøse for, om en kunstig intelligens stjæler deres arbejde?
Hjem UNDERSØGELSE Er advokater nervøse for, om en kunstig intelligens stjæler deres arbejde?

Er advokater nervøse for, om en kunstig intelligens stjæler deres arbejde?

Af Redaktionen

For nyligt så den nye chatrobot, ChatGPT, dagens lys.

Nyheden har fået erhvervsdrivende til at ryste i bukserne, fordi den kunstige intelligens på anmodning kan skrive alt fra salgstekster til selskabssange og lovforslag på få sekunder.

Du kan spørge om lige, hvad du vil, og straks få velformulerede svar, der fremstår korrekte.

Du kan også stille spørgsmål om fagligt avancerede emner vedrørende bioteknologi, medicin og jura – robotten svarer på det hele, uden at du selv behøver at gennemlæse et væld af hjemmesider og fagbøger for at formulere et svar selv.

Men hvordan ved du, om svarene rent faktisk er korrekte?

Svarene er ikke gode nok – endnu

”Den kunstige intelligens er endnu ikke fuldt udviklet, og chatrobottens svar, der ved en umiddelbar gennemlæsning lyder gode, er ikke præcise, set fra en fagmands synsvinkel”, lyder det fra advokat Ulrik Grønborg. Advokaten har speciale i familie- og arveret, og har siden 2003 hjulpet mange tusinde danskere med at formulere deres juridiske dokumenter via hans internetservice MinAdvokat.dk.

Særligt er fremtidsfuldmagter blevet meget efterspurgte i de seneste år. Med en fremtidsfuldmagt kan du udpege, hvem der skal varetage dine økonomiske og personlige interesser, hvis du selv bliver ude at stand til det.

Advokaten har gennemgået det svar, som robotten skrev, da den – til brug for denne artikel – blev stillet et spørgsmål om fremtidsfuldmagter.

Spørgsmålet til chatrobotten lød på, hvad der er ”de lovmæssige krav til fremtidsfuldmagter”.

Advokaten gennemgik herefter svaret afsnit for afsnit med henblik på at tjekke, om svaret var juridisk korrekt.

Robottens svar

Det fulde svar fra ChatGPT lød som følger:

”I Danmark skal en fremtidsfuldmagt opfylde følgende lovmæssige krav:

Dokumentet skal være skrevet: En fremtidsfuldmagt skal være skrevet og underskrevet af dig og to vidner, der er over 18 år. Det er også en god idé at få dokumentet dateret.

Du skal være myndig: Du skal være myndig, dvs. over 18 år, for at lave en fremtidsfuldmagt. Hvis du er under 18 år, kan du kun lave en fremtidsfuldmagt, hvis du er gift eller har fast bopæl.

Du skal være mentalt rask: Du skal være mentalt rask, dvs. være i stand til at forstå, hvad du gør, når du laver en fremtidsfuldmagt. Hvis du har en mental sygdom eller lider af demens, kan det være svært at lave en gyldig fremtidsfuldmagt.

Du skal have valgt en repræsentant: Du skal have valgt en person, du vil have magt til at træffe beslutninger på dine vegne, hvis du ikke selv er i stand til det. Det er en god idé at vælge en person, du har tillid til og som du ved, vil følge dine ønsker.

Det er vigtigt at huske, at en fremtidsfuldmagt ikke er gyldig, hvis den ikke opfylder de lovmæssige krav. Det er derfor en god idé at få hjælp af en advokat, når du laver en fremtidsfuldmagt, så du kan være sikker på, at den opfylder alle kravene.”

Advokatens dom – er svaret korrekt?

Her er advokatens kommentarer til de enkelte afsnit i chatrobottens svar:

”I Danmark skal en fremtidsfuldmagt opfylde følgende lovmæssige krav:

Dokumentet skal være skrevet: En fremtidsfuldmagt skal være skrevet og underskrevet af dig og to vidner, der er over 18 år. Det er også en god idé at få dokumentet dateret.”

Advokatens kommentar: Fremtidsfuldmagter skal oprettes skriftligt, men der stopper rigtigheden. Der er ikke nødvendigt eller tilstrækkeligt at underskrive en fremtidsfuldmagt foran to vidner. Fremtidsfuldmagter skal registreres digitalt med MitID, hvorefter man skal til notar for at vedkende sig, at man har underskrevet. Jeg aner ikke, hvor dette med ”to vidner” stammer fra – måske chatrobotten blander fremtidsfuldmagter sammen med testamenter, selvom det er meget forskellige dokumenttyper.

”Du skal være myndig: Du skal være myndig, dvs. over 18 år, for at lave en fremtidsfuldmagt. Hvis du er under 18 år, kan du kun lave en fremtidsfuldmagt, hvis du er gift eller har fast bopæl.”

Advokatens kommentar: Man kan ikke oprette en fremtidsfuldmagt, hvis man ikke er myndig. Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at du kan lave en fremtidsfuldmagt, hvis du ”er gift eller har fast bopæl”.

”Du skal være mentalt rask: Du skal være mentalt rask, dvs. være i stand til at forstå, hvad du gør, når du laver en fremtidsfuldmagt. Hvis du har en mental sygdom eller lider af demens, kan det være svært at lave en gyldig fremtidsfuldmagt.”

Advokatens kommentar: Dette svar er korrekt. I praksis er det netop bekymringen for mental sygdom/demens, der får folk til at kontakte advokat og få oprettet en fremtidsfuldmagt i god tid. Hvis du først er blevet svært dement, kan du ikke oprette en fremtidsfuldmagt længere.

”Du skal have valgt en repræsentant: Du skal have valgt en person, du vil have magt til at træffe beslutninger på dine vegne, hvis du ikke selv er i stand til det. Det er en god idé at vælge en person, du har tillid til og som du ved, vil følge dine ønsker.”

Advokatens kommentar: Sprogligt er det lidt klodset formuleret, men ellers er det for så vidt rigtig nok: Når du opretter en fremtidsfuldmagt skal du vælge en fuldmægtig, som du har tillid til. Typisk vælges ægtefællen, et barn eller flere børn i fællesskab.

Er advokater nervøse for, om en kunstig intelligens stjæler deres arbejde?”Det er vigtigt at huske, at en fremtidsfuldmagt ikke er gyldig, hvis den ikke opfylder de lovmæssige krav. Det er derfor en god idé at få hjælp af en advokat, når du laver en fremtidsfuldmagt, så du kan være sikker på, at den opfylder alle kravene.”

Advokatens kommentar: For mig som advokat er det svært at være uenig med chatrobotten, når den anbefaler advokathjælp til oprettelse af en fremtidsfuldmagt.

Det er et område, hvor det godt kan svare sig at få professionel assistance til at undgå faldgruber og uhensigtsmæssige formuleringer.

Frygter advokaten, at kunstig intelligens vil tage hans job?

Selvom den kunstige intelligens bag chatrobotten er et formidabelt – og for nogen frygtindgydende! – system til tekstgenerering, frygter advokaten ikke, at han nu bliver arbejdsløs:

”På et tidspunkt bliver den kunstige intelligens en del af advokatens værktøjskasse, idet jeg sagtens kan forestille mig visse opgaver, som på længere sigt kan løses mere effektivt med assistance fra kunstig intelligens. Det vil være til gavn for klienterne og måske formindske sagsbehandlingstiden”, vurderer Ulrik Grønborg, og fortsætter: ”Området udvikler sig konstant og det tegner lige nu meget lovende. Det varer dog noget tid endnu, før advokaterne skal begynde at frygte for deres job”.

Hvad mener Chatrobotten selv?

Chatrobotten kan få lov til at få det sidste ord – her er dens svar på spørgsmålet om, hvorvidt AI-systemer (kunstig intelligens) kan afløse advokater:

”AI-systemer kan have svært ved at forstå de nuancer og kompleksiteter, der er forbundet med lovgivningen. Dette kan føre til, at AI-systemer giver rådgivning, der ikke tager højde for alle relevante love og regler.”

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>