8 ud af 10 virksomheder har skruet op for budgetterne til trådløse netværk de seneste fem år.
En ny global Cisco-rapport viser, at de virksomheder, der har fået netværket klar til AI, får markant mere ud af investeringen end dem, der ikke har.
Trådløse netværk er ikke længere noget, it-afdelingen alene tager stilling til. Beslutningerne rykker op på direktionsgangen, fordi AI gør netværket til en forudsætning for forretningen. Det viser den første udgave af Ciscos State of Wireless Report, der bygger på svar fra 6.098 netværksansvarlige i 30 lande.
8 ud af 10 virksomheder har øget deres Wi-Fi-budgetter de seneste fem år. Hver tredje har øget budgettet med over 50 procent. Og 82 procent forventer at investere endnu mere de kommende fire-fem år.
Men virksomhederne får vidt forskelligt udbytte. Dem, der har fået netværket klar til AI, får ifølge rapporten markant mere ud af deres trådløse investeringer end dem, der ikke har.
“Wi-Fi er det fundament, der gør AI mulig i praksis. Det er der, hver enkelt enhed, hver sensor og hver medarbejder møder virksomhedens data. Når netværket ikke kan følge med, er det der, AI-strategien stopper,” siger Anurag Dhingra, Senior Vice President og General Manager for Enterprise Connectivity & Collaboration hos Cisco.
Tre timer sparet per medarbejder om dagen
I de virksomheder, der bruger AI i driften af det trådløse netværk, sparer hver medarbejder i snit tre timer og 20 minutter om dagen. 98 procent af dem melder om konkrete forbedringer i driften, viser rapporten.
78 procent peger på højere driftseffektivitet. 75 procent ser bedre medarbejderproduktivitet og bedre kundeoplevelser. Og 68 procent kan måle en positiv effekt på omsætningen.
Hver anden sikkerhedshændelse koster over en million dollars
Over halvdelen af virksomhederne har haft økonomiske tab efter sikkerhedshændelser på det trådløse netværk. Halvdelen af de hændelser løber op i mere end en million dollars. Mere end hver tredje kan spores tilbage til kompromitterede IoT- eller OT-enheder, der hænger på Wi-Fi-nettet.
Samtidig kan næsten 90 procent af de netværksansvarlige ikke finde kvalificerede medarbejdere. Talentet flytter mod AI og cybersikkerhed, og det rammer netværksafdelingerne. De virksomheder, der har sværest ved at rekruttere, har sikkerhedsomkostninger, der er 70 procent højere end gennemsnittet.
Dansk perspektiv: Netværket er det første sted, AI-strategien går i stå
“Mange danske virksomheder er ved at finde ud af, hvad AI kan i deres forretning. Men i en del tilfælde er netværket ikke en del af samtalen fra start. Og det er der, projekterne typisk støder ind i de første tekniske benspænd,” siger Henrik Stær, teknisk direktør i Cisco Danmark.
“AI flytter datamængder, latency-krav og sikkerhedsbehov, som de fleste eksisterende trådløse net ikke er bygget til. Det handler om accesspunkter, kapacitet og segmentering. Hvis ikke det er på plads, kommer projekterne aldrig i drift, uanset hvor god modellen er.”
Henrik Stær peger også på sikkerhedstallene som en advarsel. “En stor del af de hændelser, vi ser, kommer fra IoT- og OT-enheder på det trådløse net. Sensorer, printere, kameraer, produktionsudstyr. Det er sjældent dem, sikkerhedsteamet kigger først på, og det er præcis derfor, de bliver ramt.”
Fakta om rapporten
Cisco State of Wireless Report er den første af sin slags fra Cisco. Rapporten bygger på svar fra 6.098 beslutningstagere og specialister med ansvar for trådløse netværk i virksomheder med mindst 250 ansatte, fordelt på 30 markeder. Undersøgelsen er gennemført af analysebureauet Sandpiper Research & Insights i perioden op til lanceringen 2. april 2026.
Om Cisco
Cisco (NASDAQ: CSCO) er en global leder inden for teknologi, der hjælper virksomheder og samfund med at forbinde, beskytte og transformere deres infrastruktur. Cisco Danmark har hovedkvarter i København og servicerer kunder i hele landet.






