I tirsdag, vedtog Folketinget, at samtlige virksomheder og deres ansatte skal registrere arbejdstimer.
Hver dag. Hele ugen. Året rundt. I stille protest lancerer IT-virksomheden MyDesk fra Taastrup i dag en gratis applikation, der kommer erhvervsliv og medarbejdere til undsætning.
De nye regler om tvungen registrering af arbejdstid er en konsekvens af en EU-dom fra 2019. EU-domstolen slog dengang fast, at alle arbejdstimer skal registreres på individuel og daglig basis. Data skal desuden gemmes i mindst fem år. Registreringen skal sikre, at ansatte har mindst 11 sammenhængende timer uden arbejde, en arbejdsuge på højst 48 timer samt mindst et fridøgn om ugen.
Den tvungne tidsregistrering har mødt heftig kritik i Danmark. Den nye lov er blevet kaldt en bombe under det danske arbejdsmarked, som er kendetegnet ved overenskomster, ordnede forhold og for mange en opblomstring af fleksible mødetider, hjemmearbejdspladser mv., der for det store flertal er meget værdsatte personalegoder.
”Hvis tvungen tidsregistrering er en bombe – så er vi bomberydderen Rullemarie. EU og Folketinget trækker noget, der minder om gammeldags stempelkort ned over hovedet på folk – vi gør det såre simpelt at stemple ind og ud. Vi opdagede ret tidligt, at de nye regler var på vej. Da vi var færdige med at ryste på hovedet og trække på smilebåndet, udviklede vi en applikation, som er målrettet de EU-regler, som nu er blevet dansk lov. Applikationen kalder vi WorkTime, den er gratis og der er ingen bindinger forbundet med at bruge den,” siger Henrik Jøhnk Kristensen, direktør i og medstifter af MyDesk, som udvikler digitale platforme til optimal udnyttelse af kontormiljøer, kantiner og mødelokaler.
Ifølge beregninger fra Erhvervsstyrelsen vil den tvungne tidsregistrering årligt koste 900 mio. kroner i tabt arbejdsfortjeneste, hvis samtlige ansatte bruger 1 minut dagligt på tidsregistrering. Hvis tidsregistreringen varer 3 minutter, er tabet hele 2,4 mia. kroner om året. Erhvervsstyrelsen har også regnet sig frem til, at danske virksomheder vil blive påført udgifter til nyt udstyr svarende til 500-600 mio. kroner.
”De 600 mio. kroner synes vi, skal blive i virksomhederne. Derfor tager vi ikke noget for WorkTime. Løsningen er gratis. For at føje spot til skade er det endnu uklart, hvordan arbejdstimerne helt præcist skal registreres og opbevares. Er et Excelark godt nok? Er en notesbog? I WorkTime er virksomheder og medarbejdere fri for bekymringer. WorkTime fungerer i praksis som en applikation, hvor medarbejderne via deres smartphone registrerer, når de møder ind og hvornår de holder fyraften. Alle virksomheder i Danmark kan gøre brug af vores gratis løsning. Det kræver blot, at virksomheden udfylder en online formular, og at hver enkelt medarbejder derefter downloader appen. Så er alle klar til den nye virkelighed, nye daglige rutiner og – vigtigst – være sammen med vores kolleger og passe vores arbejde, så vi kan producere og udvikle noget, der skaber reel værdi i stedet for at brænde penge af i bureaukrati,” slutter Henrik Jøhnk Kristensen.