Nyt partnerskab mellem 3 og GlobalConnect samler det bedste fra 5G og fiber i et fælles mål; at give danske virksomheder det bedste og sikreste fundament for deres digitalisering.
Et nyt partnerskab mellem teleselskabet 3 og fiberkoncernen GlobalConnect skal dække særligt små og mellemstore virksomheders totale netværksbehov.
Det er første gang, at de to parter slår sig formelt sammen.
”Mange i branchen breder forretningen mere og mere ud. Vi tror på værdien i at være kundernes bedste partner i dét, vi hver især er allerbedst til. Samarbejdet med 3 er en naturlig forlængelse af den overbevisning, fordi vi kan kombinere det bedste fra begge verdener,” siger Yan Zheng, SVP for SMV-markedet i GlobalConnect Group.
3 har markedets bedste 5G mobile bredbånd, mens GlobalConnect har de bedste dedikerede fiberløsninger til erhverv. Tilsammen løser det virksomheders behov for, at medarbejdere og brugere er forbundne på hurtig og sikker vis, uanset hvor de er.
Samtidig er det en fordel for særligt små og mellemstore virksomheder at mindske kompleksitet ved at have få leverandører og få kontaktpunkter.
”Vi tilbyder virksomhederne en komplet løsning, som gør det simpelt og også billigere for dem. Ved at knytte det bedste fra tophylden af mobil og fiber sammen gør vi det nemt for kunderne at få de produkter og den ekspertise, de har brug for, så de kan udvikle deres forretninger digitalt,” siger Marie-Louise Back, Chief Commercial Officer i 3.
Partnerskab testet på Danmarks nationalarena
Partnerskabet bliver bygget på erfaringer fra samarbejde på nogle større projekter, som har understreget værdien af en samlet løsning for kunderne. Det ses særlig tydeligt i den lynhurtige internetforbindelse, som besøgende i Parken har kunne opleve det seneste år. 3 og GlobalConnect har nemlig i et tæt samarbejde bygget Europas stærkeste og hurtigste stadion-netværk.
Med partnerskabet er GlobalConnect og 3 altså klar til at møde alle netværksbehov hos alt fra den mindre virksomhed, som har brug for en internetforbindelse og mobilabonnementer, til den mellemstore virksomhed med en mere kompleks digital infrastruktur og større kapacitetsbehov.
Om GlobalConnect
GlobalConnect er en førende leverandør af digital infrastruktur og datakommunikation, som bærer mere end halvdelen af al datatrafik ind og ud af Norden i sit 235.000 kilometer fibernet på tværs af Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Finland. GlobalConnect leverer fiberbaserede bredbåndstjenester til mere end 830.000 private forbrugere og løsninger fra fiber til sky til 30.000 erhvervskunder. Koncernen beskæftiger cirka 2.000 mennesker og havde en omsætning på SEK 7,6 milliarder i 2023.