Biludlejningsselskabet Enterprise Rent-A-Car har ansat Theis Thrane som ny marketingchef.
Med stor erfaring fra branchen bliver hans kerneopgave at øge kendskabsgraden på tværs af hele Skandinavien.
Enterprise Rent-A-Car Danmark har en strategisk ambition om at øge væksten og vinde markedsandele på tværs af det skandinaviske marked. Omdrejningspunktet er godt købmandskab og lønsomhed i de aktiviteter, selskabet driver, og for at stå endnu stærkere i den proces har man netop ansat Theis Thrane som ny marketingchef.
Theis Thrane kommer med en stor brancheerfaring. Han har tidligere været ansat som Digital Marketing & E-Commerce Manager hos konkurrenten Europcar, og senest har han besiddet stillingen som kommerciel chef for privatkunder hos Applus+ Bilsyn.
Digital profil
Den nye mand på posten har fra tidligere stillinger opbygget en dynamisk digital profil. Det håber han, kan bidrage til at løfte Enterprise Rent-A-Car til nye højder.
– I mine tidligere jobs har jeg arbejdet meget med elementer, som også bliver centrale dele af min nye stilling. Det gælder blandt andet digitale kampagner, offline kampagner, digitale bookingsystemer samt strategisk kommunikation på tværs af lande. Der er generelt mange spændende ting at kommunikere inden for biludlejningsbranchen og til en yderst differentieret målgruppe, så det ser jeg frem til, siger Theis Thrane.

Biludlejningsselskabet Enterprise Rent-A-Car har ansat Theis Thrane som ny marketingchef. Med stor erfaring fra branchen bliver hans kerneopgave at øge kendskabsgraden på tværs af hele Skandinavien. Foto: Enterprise Rent-A-Car.
I sin karriere har han holdt godt øje med Enterprise Rent-A-Car, og det har gjort skiftet nemt.
– Den vækstambition, som Enterprise Rent-A-Car har i Danmark, Norge og Sverige, er utrolig spændende, og jeg glæder mig til at blive en del af den. Jeg ser det som en motiverende udfordring at skulle løfte tre landes marketing og samtidig skabe mere samhørighed og forretning mellem landene. Det er verdens største biludlejningsselskab, så jeg glæder mig også til at kunne lære en masse fra de andre lande i Enterprise-familien, siger Theis Thrane.
Et marked præget af hård konkurrence
At Enterprise Rent-A-Car nu får en erfaren marketingchef ombord, vil ifølge Philip Vang Schack, der er CCO i Enterprise Rent-A-Car i Danmark, få stor betydning for fremtiden.
– Konkurrencesituationen i biludlejningsbranchen er hård, og det gælder om at få sat et hold af medarbejdere med stærke kompetencer. Theis Thrane vil uden tvivl styrke os som selskab, og jeg ser frem til, at han – i tæt samarbejde med andre dygtige kollegaer – kommer til at styrke vigtige dele af forretningen herunder kunderejsen og hæve vores samlede kendskabsgrad, siger Philip Vang Schack.
Enterprise Rent-A-Car Danmark leverede i det seneste regnskabsår en bruttofortjeneste på 36 millioner kroner, hvilket svarer til en vækst på 421 procent sammenlignet med året før. Samtidig er årets underskud reduceret til 5,4 millioner kroner fra 67,1 millioner kroner i det foregående regnskabsår.
Enterprise Rent-A-Car tilbyder lokale og lufthavnsudlejningssteder, samt leje af varevogne, og tilbyder både kort- og langtidsleasing til privat og erhvervskunder. Se mere på: www.enterprise.dk





