02012798 41d1 43a8 973f 49d2b9d911cf ere4r
Hjem VIRKSOMHEDDI: Digital suverænitet fylder mere i virksomhederne

DI: Digital suverænitet fylder mere i virksomhederne

Af Redaktionen

Danske virksomheder er rykket markant på digital suverænitet i takt med stigende geopolitisk uro.

Men samtidig oplever mange betydelige barrierer i forbindelse med skift af leverandør af forretningskritisk IT.

En ny analyse fra Dansk Industri – baseret på svar fra 357 virksomheder – viser, at geopolitiske spændinger allerede nu påvirker danske virksomheders konkrete prioriteringer.

Næsten halvdelen har foretaget eller overvejet ændringer i deres forretningskritiske it, herunder risikovurderinger og dialog med leverandører om sikkerhed og dataplacering. Samtidig vurderer to ud af tre virksomheder, at de kun i begrænset omfang – eller slet ikke – kan skifte leverandør af forretningskritisk it uden større barrierer.

02012798 41d1 43a8 973f 49d2b9d911cf ere4r

Branchedirektør Andreas Holbak Espersen, DI Digital. Foto: Bürojantzen.

– Vi ser et klart skifte i dansk erhvervsliv. Geopolitiske spændinger er rykket helt ind i maskinrummet hos virksomhederne. Vi kan se, at ledelserne i stigende grad arbejder systematisk med digital suverænitet og deres digitale risici, fordi det har direkte betydning for drift, risiko og forretningskontinuitet, siger Andreas Espersen, branchedirektør i DI Digital.

Oprindelsesland overhaler pris i virksomhedernes prioriteringer

Analysen viser også, at virksomhedernes kriterier for valg af it-leverandører er i bevægelse. Næsten syv ud af ti virksomheder fremhæver data- og cybersikkerhed som et af de vigtigste hensyn, når de vælger leverandør af digitale løsninger, hvilket er på niveau med funktionalitet. Samtidig vægter leverandørens oprindelsesland højere end pris blandt virksomhederne. Hver syvende virksomhed fremhæver leverandørens oprindelsesland som en vigtig faktor, mens færre end hver tiende peger på pris.

– DI mener ikke, at Europa skal vælge leverandører ud fra pas frem for kvalitet. Men det er kun naturligt, at virksomheder også vægter sikkerhed, robusthed og forsyningsrisici, når det handler om forretningskritisk it. Det handler om ansvarlig risikostyring i en mere usikker verden, siger Andreas Espersen.

Brug for investeringer, bedre rammer og færre barrierer

Ifølge DI kræver det en målrettet indsats at omsætte den stigende opmærksomhed på digital suverænitet til reel handlefrihed for både virksomheder og samfund i en tid, hvor adgangen til kritisk teknologi er blevet en strategisk forudsætning for vores konkurrenceevne og sikkerhed. DI peger især på tre politiske greb, der skal styrke Danmarks og Europas digitale suverænitet og give samfund og virksomheder flere reelle valgmuligheder:

  • Styrk positionen inden for kritiske teknologier: Målrettede investeringer i bl.a. AI, cloud og cybersikkerhed samt bedre adgang til kapital og forskningsmidler, fx gennem øgede investeringer i danske styrkepositioner og lettere adgang til EU-midler.
  • Reducér afhængigheder gennem krav og standarder: Strategisk brug af offentlige indkøb og fælles europæiske leverandørkrav, der øger fleksibilitet og kontrol, fx krav om flytbarhed, continuation of service og udbredelse af åbne standarder.
  • Understøt en robust digital infrastruktur: Investeringer i kapacitet som datacentre, cloud- og AI-infrastruktur samt et tættere offentligt-privat samarbejde om cybersikkerhed og beredskab.

– Digital suverænitet handler ikke om at lukke sig om sig selv, men om at have reelle valg. Det kræver investeringer i teknologi, bedre og mere sammenhængende rammer og stærkere konkurrence. Ellers risikerer vi, at de politiske ambitioner og behovet for større handlefrihed ikke bliver omsat til konkret handling, siger Andreas Espersen.

Fakta

  • 357 virksomheder har deltaget i undersøgelsen
  • De repræsenterer ca. 49.000 ansatte i Danmark

Undersøgelsen er gennemført i marts 2026

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>