Balancen mellem arbejde og fritid er de danske arbejdspladsers stærkeste kort.
Til gengæld er ledelsen et af de svageste – og den hyppigste grund til, at danskerne siger op. Det viser nye tal fra Jobindex.
Når danskerne bedømmer deres arbejdsplads, er det balancen mellem arbejde og fritid, de oftest fremhæver som det bedste. Over halvdelen af danskerne (55 pct.) giver den gode balance topkarakter, og dermed topper work-life balance listen over danske arbejdspladsers styrker.
Herefter følger et godt socialt arbejdsmiljø (49 pct.) og udfordrende arbejdsopgaver (46 pct.). Til gengæld lander kompetent ledelse langt nede på listen med kun 29 pct. i selskab med personalegoder (18 pct.) og karrieremuligheder (17 pct.) i bunden.
Det viser nye tal fra Jobindex, der har taget temperaturen på danskernes arbejdsliv, og hvad de er mest – og mindst – tilfredse med.
“Folk forlader sjældent en arbejdsplads – de forlader en leder. Det viser tallene entydigt. Det samarbejde, man har med sin nærmeste chef i hverdagen, betyder rigtig meget for, om man bliver eller går. Derfor er det også dér, mange virksomheder har mest at vinde. Til gengæld er danskerne grundlæggende glade for balancen mellem arbejde og fritid – og for kollegerne, og det er godt. Men når tallene så tydeligt viser et efterslæb på ledelse og udviklingsmuligheder, er det et område, mange arbejdspladser bør kigge nærmere på,” siger Per Christiansen, kommunikationschef i Jobindex.
PlaceringForhold på arbejdspladsenAndel
| 1 | God balance mellem arbejde og fritid | 55 pct. |
| 2 | Godt socialt arbejdsmiljø | 49 pct. |
| 3 | Udfordrende og varierende arbejdsopgaver | 46 pct. |
| 4 | Høj grad af meningsfuldhed | 42 pct. |
| 5 | Attraktiv geografisk placering | 39 pct. |
| 6 | Godt omdømme og image | 38 pct. |
| 7 | Økonomisk stabil virksomhed | 37 pct. |
| 8 | Mulighed for faglig udvikling | 36 pct. |
| 9 | Gode løn- og ansættelsesvilkår | 34 pct. |
| 10 | Gode fysiske rammer | 32 pct. |
| 11 | Kompetent ledelse | 29 pct. |
| 12 | Attraktive personalegoder | 18 pct. |
| 13 | Gode karrieremuligheder | 17 pct. |
| 14 | Attraktive produkter | 16 pct. |
| 15 | Min arbejdsplads er dårligere på alle punkter | 3 pct. |
Chefen er den hyppigste grund til at sige op
Den svage ledelse har konsekvenser, viser tallene. Utilfredshed med nærmeste leder er den hyppigste årsag til at danskerne skifter job, og det får hver femte dansker til at sige op. Lønnen kommer ind på andenpladsen.
Årsag til jobskifteAndel
| Utilfredshed med nærmeste leder | 19 pct. |
| Lønforhold | 17 pct. |
| Udfordringer med arbejdsmiljø eller kultur | 12 pct. |
| Manglende faglig udvikling | 10 pct. |
| Begrænsede karrieremuligheder | 9 pct. |
| Begrænset indflydelse på beslutninger | 7 pct. |
Hver tredje mangler et godt samarbejde med chefen
Tallene viser derudover, at kun to ud af tre har et godt samarbejde med deres nærmeste leder, og hver tredje dansker (34 pct.) har kun et godt samarbejde med deres leder i nogen grad, mindre grad eller slet ikke.
Godt samarbejde med nærmeste lederAndel
| I mindre, nogen grad eller slet ikke | 34 pct. |
| I høj eller meget høj grad | 66 pct. |
Om analysen
Jobindsigt 2026 er gennemført af Megafon på vegne af Jobindex og er baseret på svar fra 10.024 danskere. Tal og indsigter om alt fra trivsel, tilknytning og tiltrækning på det danske arbejdsmarked er indsamlet på tværs af 10 fagområder og 90 faggrupper samt segmenteret på sektor, uddannelsesniveau, region og alder, der viser, hvor i landet og på hvilke dele af arbejdsmarkedet udfordringerne er størst.





