Børnenes Klimamøde 2024: Jagten på kreative klimaløsninger er i gang
Hjem BÆREDYGTIGHED Børnenes Klimamøde 2024: Jagten på kreative klimaløsninger er i gang

Børnenes Klimamøde 2024: Jagten på kreative klimaløsninger er i gang

Af Redaktionen

Til august byder Klimatorium velkommen til Børnenes Klimamøde 2024, og allerede nu starter arbejdet for elever i hele landet.

De skal udvikle deres helt egne klimaløsninger gennem et undervisningsforløb med fokus på klima og innovation.

En rund pizzabakke, tøjbibliotek, solceller på skibe, kinetisk energi på legepladser og app med gode klimavaner. Mange gode klimaidéer kommer fra børn, når vi giver dem mulighed for at udtænke dem.

For femte år i træk afholdes Børnenes Klimamøde, en digital klimafest rettet mod elever i 3-6. klasse, der hylder de bedste klimaidéer udviklet i løbet af skoleåret.

Showet finder sted den 23. august, og skoler har nu mulighed for at finde lærermateriale og indsende deres idéer.

Værter for årets show bliver igen i år Sofie Østergaard og Nina Bendixen, der vil guide eleverne gennem en række lærerige og underholdende indslag, der inspirerer til handling mod klimaforandringerne.

Klimainnovation på skoleskemaet

Børnenes Klimamøde 2024 er et årligt event afholdt af Klimatorium, Danmarks internationale klimacenter. Showet bliver optaget i Klimatorium, hvor 180 elever kan sidde med fysisk i Lemvig. Resten af landets elever ser med live fra deres klasseværelser.

De danske skoleklasser skal i løbet af skoleåret udvikle nye klimaløsninger. Det får de hjælp til gennem et gratis klimaunivers udviklet af Klimatorium, hvor elever kan lære om klimaforandringer, se eksempler på virkelige klimaløsninger og få indspark til at udvikle egne idéer.

Børnenes Klimamøde 2024: Jagten på kreative klimaløsninger er i gang

Sofie Østergaard og Nina Bendixen er igen i år værter for Børnenes Klimamøde

– Gennem Børnenes Klimamøde får børnene ikke kun mulighed for at lære om klimaet, men også for at føle, at deres handlinger rent faktisk kan forandre verden. Det vigtigste er, at læreren ikke blot præsenterer eleverne for en overvældende mængde fakta om klimaet, men formår at udfordre dem til selv at tænke kreativt og innovativt, siger Sarah Lund, projektchef hos Klimatorium.

God respons fra skoler

Det er femte gang, at Klimatorium afholder Børnenes Klimamøde, og der er opbakning til eventet fra skoler over hele landet.

Lærer Emil Steen Duholm fra Søndervangskolen i Aarhus har tidligere deltaget Børnenes Klimamøde, og showet var lidt en øjenåbner for både ham selv og hans elever i 4. klasse:

– Arrangementet var noget, jeg havde fundet tilfældigt. Vi meldte os til det, og jeg var imponeret over, hvor udførligt og fint lærermaterialet var. Det er en god og anderledes måde at håndtere klima-emnet på. Emnet håndteres meget konkret, hvilket fungerer godt på vores skole, som er meget tosproget, fortæller Emil Steen Duholm.

Emil fortæller at de forsøgte at lave en festlig stemning i klassen på dagen for mødet, hvor de havde pyntet op og live streamede begivenheden. Klassen havde ikke selv nået at indsende deres egne videoer med klimaidéer, men det var stadig en god oplevelse af følge showet.

Børn bliver stolte over at blive hørt

Skødstrup Skole var blandt de skoler, hvor elever udviklede deres egne klimaløsninger og præsenterede dem via video. Lærer Trine Aagaard Tornbjerg guidede hendes to femte klasser gennem undervisningsforløbet.

– Det var en givende proces for børnene at skulle komme med deres egne klimaløsningsforslag. Vi havde mange meningsfulde diskussioner i klassen om hvorvidt idéerne var realistiske eller ej og hvad der skulle til for at kunne styrke idéerne, fortæller lærer Trine Aagaard Tornbjerg.

Trine bemærkede tydeligt elevernes entusiasme, hver gang deres idéer blev vist i showet eller hvis de var blevet nomineret til en pris:

– Eleverne nød virkelig at se sig selv eller deres klassekammerater på skærmen, og det skabte en god stemning i klassen. Det var en fornøjelse at se, hvordan deres arbejde blev taget alvorligt og anerkendt,” tilføjer Trine Aagaard Tornbjerg.

Tilmelding:

Skoler kan tilmelde sig Børnenes Klimamøde 2024 via:
https://klimatorium.dk/bkm/

Det er gratis at deltage for skoler.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>