Der var igen i år masser af spænding, da Danmarks bedste it-arbejdsplads skulle kåres. Og så løb en anden it-virksomhed med titlen som bedste arbejdsplads for ligestilling.
Prisen for Danmarks Bedste It-arbejdsplads gik i 2025 til Abakion, som vandt ud fra et stærkt kandidatfelt af it-arbejdspladser. Men det er også en virksomhed, hvor medarbejderne har belønnet ledelsen for at turde at gå nye veje.
Abakion ser sig som en ”flok” med en allemandsordning
Virksomheden, der i flere år har ligget helt i toppen, når det handler om medarbejdertilfredshed, har langt hen ad vejen opnået sin succes, fordi den har turde satse på en stærk men anderledes samarbejdsorienteret virksomhedskultur.
De knap 200 medarbejdere, der til dagligt kalder sig for ”flokken”, har som noget ret unikt opbygget en kultur, hvor alle medarbejdere har lige mulighed for at få ressourcer og rammer til at opstarte, eje og udvikle deres egne idéer. Og det har skabt en ekstrem forandringsparat og innovativ virksomhed.
Kenneth Kryger Gram, adm. direktør i Abakion, og hans ledelsesteam var da heller ikke nervøs, da de i 2024 skulle gennemføre virksomhedens hidtil største organisationsændring. For medarbejderne havde intet mod forandring.
Hvor andre virksomheder måske oftere oplever en faldende trivsel i tiden efter, der er meldt nye roller, teams, ledere og generel omvæltning ud, så steg medarbejdertilfredsheden da også bare yderligere hos Abakion efter ændringerne.
Medarbejderne ville have flere siloer
Modsat mange andre virksomheder, der tit forsøger at nedbryde siloer, har Abakion i stedet opbygget 10 små innovative forretningsenheder, der hver har en høj grad af autonomi.
Hver forretningsenhed, eller BU som de kaldes internt, har fået end-to-end ansvaret for egne kunder, for deres egen medarbejdertrivsel og forretningsresultaterne.
I hver BU findes der, udover en BU-manager, et flydende ledelseslag, hvor medarbejderne opsøger forskellige people leads alt efter deres behov, så der kommer fokus på ens kompetencer i stedet for, hvor man er placeret i et hierarkisk system.
For at sikre, at alle blev placeret rigtigt i forbindelse med organisationsændringen, blev både ledere og medarbejdere involveret i hele processen og fik mulighed for at prioritere deres foretrukne Business Units, inden den endelige placering blev fastlagt.
Og det gav pote. For Abakion kan nu bryste sig af at være Danmarks bedste it-arbejdsplads.
Danmarks 10 bedste it-arbejdspladser:
- Abakion
- Sopra Steria Skandinavia
- Immeo
- TDSynnex
- Geoinfo
- salesforce.com
- Dwarf
- Auto IT
- TOPdesk
- Zensai
Danmarks bedste arbejdsplads for ligestilling
På Great Place To Works store årlige awardshow, blev der også uddelt en specialpris for den danske virksomhed, der arbejder bedst med ligestilling.
Her gik prisen til it-virksomheden TD SYNNEX, som bl.a. vandt, fordi de er lykkedes med at sætte ligestilling i system og gøre det til en del af deres kultur.
Blandt andet er det et krav, at mindst 50 % af de kandidater, der bliver interviewet til lederstillinger, skal være kvinder. Samtidig skal mindst to personer i ansættelsesudvalget også være kvinder.
Virksomheden investerer også massivt i mentorordninger og interne netværk, der understøtter kvinders karriereudvikling. Derudover går TD SYNNEX også forrest i forhold til lønpolitik, hvor de gennem faste lønrammer sikrer virksomheden, at personer i samme stilling aflønnes ens.
Mere om Danmarks Bedste Arbejdsplads
For at kvalificere sig til listen over Danmarks Bedste Arbejdspladser skal virksomhederne gennemføre en undersøgelse, som består af 60 lukkede og to åbne spørgsmål, der fokuserer på tillid mellem ledelse og medarbejdere, stolthed og fællesskab.
Undersøgelsen skal omdeles til alle medarbejdere på arbejdspladsen og konfidensniveauet skal være minimum 95 %. Medarbejdernes besvarelser er fortrolige.
Prisen uddeles af Great Place To Work, og du kan se alle vindere og lister på deres hjemmeside.
IT-Branchen – Vi giver dig koden til vækst
IT-Branchen hjælper hver dag vores medlemmer, branchen og samfundet med at vokse.
Vi brænder for at skabe et digitalt samfund for alle. Et samfund i vækst, og hvor Danmark står som et globalt fyrtårn, fordi vi udnytter teknologien til gavn for klimaet, økonomien og det enkelte menneske.
Vi lader ildsjælene hos vores medlemmer sætte retningen for en bedre fremtid. Det gavner Danmark, erhvervslivet, den enkelte borger og vores medlemsvirksomheder.