Ny analyse: Digital suverænitet fylder mere og mere hos danske virksomheder
Hjem SIKKERHEDNy analyse: Digital suverænitet fylder mere og mere hos danske virksomheder

Ny analyse: Digital suverænitet fylder mere og mere hos danske virksomheder

Af Redaktionen

I takt med stigende geopolitisk uro og øget fokus på kontrol med kritisk digital infrastruktur fylder digital suverænitet stadig mere hos danske virksomheder.

En ny analyse fra cybersikkerhedsvirksomheden ESET viser, at hele 77 pct. af danske virksomheder foretrækker europæiske cybersikkerhedsløsninger.

ESETs seneste sikkerhedsrapport kortlægger danske virksomheders holdning til cybersikkerhed. Analysen peger på, at digital suverænitet i stigende grad er et kriterie og et spørgsmål, der spiller en stigende rolle, når danske virksomheder skal vælge en cybersikkerhedsløsning. Hvor data opbevares, og hvem der leverer løsningerne, fylder mere end tidligere, når virksomhederne vurderer deres leverandører.

Analysen viser, at danske virksomheder i høj grad forholder sig aktivt til, hvor deres data befinder sig. Fire ud af fem virksomheder (81 pct.) svarer, at de er opmærksomme på, hvor de servere, der lagrer virksomhedens data, er placeret. Samtidig siger 73 pct., at leverandørernes oprindelsesland betyder noget for dem. Det peger på, at cybersikkerhed i stigende grad også er blevet et spørgsmål om kontrol, transparens og leverandørafhængighed.

Ny analyse: Digital suverænitet fylder mere og mere hos danske virksomheder

Leif Jensen, der er country manager hos ESET i Norden

“I takt med stigende geopolitisk uro, handelskonflikter og øget fokus på kontrol med kritisk digital infrastruktur er det ikke overraskende, at digital suverænitet er rykket højt op på dagsordenen i Europa, herunder Danmark. For danske virksomheder handler det ikke længere kun om it-sikkerhed, men også om uafhængighed og kontrol i en verden, hvor stormagter i stigende grad lægger pres på virksomheder, og hvordan de skal agere, siger Leif Jensen, der er country manager hos ESET i Norden.

Tydelig præference for europæiske løsninger

Analysen peger samtidig på en klar præference for europæiske cybersikkerhedsløsninger blandt danske virksomheder. 77 pct. siger, at de foretrækker løsninger fra virksomheder i Europa. Til sammenligning foretrækker 29 pct. løsninger fra USA, mens 25 pct. foretrækker løsninger fra Japan.

Det understøtter, at europæisk digital suverænitet er ved at forankre sig i danske virksomheders valg af leverandører.

”Vi ser en markant ændring i, hvad virksomheder lægger vægt på. Cybersikkerhed er ikke længere kun et teknisk spørgsmål – det er blevet et strategisk spørgsmål om kontrol, afhængighed og i sidste ende forretningsrisiko,” påpeger Leif Jensen.

 Et mere usikkert trusselsbillede skubber udviklingen frem

Den voksende interesse for digital suverænitet skal ses i lyset af et mere usikkert trusselsbillede og stigende krav til virksomhedernes digitale robusthed. ESETs analyse viser, at 48 pct. af de danske virksomheder er bekymrede for et cyberangreb det næste år. Når virksomheder både oplever et højere trusselsniveau og større regulatoriske krav, bliver det mere relevant at forholde sig til, hvordan deres digitale infrastruktur er bygget op, og hvilke leverandører den hviler på.

“Jo mere usikkert trusselsbilledet bliver, og jo flere krav virksomhederne mødes af, desto vigtigere bliver det at have kontrol over egne data og overblik over, hvilke leverandører man gør sig afhængig af. Det er der, digital suverænitet bliver konkret for virksomhederne ”afslutter Leif Jensen.

 

Om ESETs sikkerhedsrapport

Undersøgelsen er gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse (CAWI) blandt 150 respondenter i Danmark i perioden fra 18. februar til 11. marts 2026. Respondenterne er beslutningstagere eller har indflydelse på cybersikkerhedsbeslutninger i organisationer med mellem 25 og 1.000 endpoints.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>