Kvanteteknologien nærmer sig med hastige skridt, men kun 21 procent af virksomheder i Skandinavien forstår, hvordan teknologien kan påvirke deres forretning lige fra styrket konkurrenceevne til de store, nye sikkerhedsudfordringer, kvantecomputerne fører med sig.
Efterslæbet er værst i Danmark sammenlignet med Norge og Sverige, viser ny undersøgelse.
Et globalt kapløb er undervejs.
Målet er at udvikle den første funktionsdygtige kvantecomputer, der udfører komplekse beregninger i en brøkdel af den tid, det tager nutidens computere at gennemføre dem. Perspektiverne er enorme og kan føre til revolutioner inden for udvikling af medicin, kunstig intelligens og forskning. Teknologien rejser dog samtidig store sikkerhedsudfordringer i forhold til at beskytte data, fordi kvantecomputere kan bryde nutidens kryptering.
De muligheder og trusler, og hvordan de påvirker forretningen, er en lang række af Skandinaviens virksomheder ikke klar til, viser en undersøgelse GlobalConnect har foretaget blandt it- og sikkerhedschefer i virksomheder med flere end 150 ansatte i Sverige, Norge og Danmark.
57 procent af de danske respondenter svarer, at de ikke forstår kvanteteknologien og dens muligheder og trusler. I Sverige gælder det for 40 procent af respondenterne, mens tallet i Norge er 50 procent. For hele Norden er blot 21 procent af virksomhederne parate, og det er alarmerende, vurderer Anna Granö, EVP for B2B i GlobalConnect.
”Både private og offentlige organisationer bliver nødt til at tage stilling til de store sikkerhedsrisici, kvanteteknologien fører med sig, før det er for sent. Sørger vi for en robust og sikker digital infrastruktur, kan vi fokusere på de mange fantastiske muligheder, kvanteteknologien tilbyder,” siger Anna Granö.
Tid til en risikovurdering
Ifølge undersøgelsen varierer viden om kvanteteknologi kun en smule, når man ser på antallet af ansatte i virksomheden. It-ansvarlige i virksomheder med flere end 300 medarbejdere svarer 23 procent, at de har en god forståelse af teknologien, mens det gør sig gældende for 19 procent af virksomheder med mellem 150-200 medarbejdere.
For at forberede sig til kvanteteknologien bør virksomheder starte med en risikovurdering og at analysere sine sårbarheder. Ved at identificere, hvilke data der er særligt sensitive, og hvordan de kan blive påvirket af kvantecomputere, kan virksomheder udvikle en strategi for at beskytte deres systemer.
“Alle virksomheder bør starte med at overveje, hvilke af deres data der er særligt følsomme, og hvordan de er truet af kvantecomputere. Derfra bør de kontakte deres netværksudbydere og høre, hvad de kan gøre i forhold til at kvantesikre deres digitale infrastruktur,” siger Anna Granö.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Demoskop på vegne af GlobalConnect. Data er indsamlet ved en combination af kvalitative og kvantitative elementer gennem telefoninterview.
Respondenterne er it- og sikkerhedschefer på nordisk eller nationalt niveau i virksomheder med flere end 150 medarbejdere i Sverige, Norge og Danmark.
Der gennemført 225 telefoninterview, 75 i hvert land. Data er indsamlet fra 3. til 20. september 2024.