Den hurtigt voksende softwarevirksomhed inforcer, med hovedsæde i London, har åbnet et nordisk kontor i København som led i en ambitiøs strategi om at udbrede sin platform til managed service providers (MSP’er) i hele Norden.
Scott Gower, tidligere salgsdirektør for Dattos nordiske forretning, står i spidsen for ekspansionen.
inforcer, der på få år har etableret sig som en førende leverandør af administrationsværktøjer til management service providers (MSP’er), retter nu blikket mod Danmark, Sverige, Norge og Finland med åbningen af et nordisk kontor i København. Målet er at understøtte det modne og Microsoft-orienterede nordiske marked, hvor tusindvis af små og mellemstore virksomheder (SMV’er) allerede anvender Microsoft 365 – men langt fra udnytter det fulde potentiale i deres licenser.
Virksomheden blev grundlagt i 2022 i England af erfarne profiler fra it-branchen med dybe kompetencer inden for MSP-markedet. Siden oktober 2024 har inforcer rejst i alt 54 mio. dollars i to investeringsrunder. Kerneforretningen er at hjælpe MSP’er med at standardisere, implementere, sikre og automatisere Microsoft 365-miljøer på tværs af mange kundemiljøer – med særligt fokus på sikkerhed (Microsoft Intune) og kunstig intelligens (Microsoft 365 Copilot). Ambitionen er at gøre Microsofts avancerede sikkerheds- og AI-løsninger tilgængelige for SMV’er gennem lokale MSP-partnere.
Nordisk vækstplan med Danmark som afsæt
Scott Gower, Regional Director for Norden i inforcer, forklarer, at platformen bygger bro mellem Microsoft og MSP’erne ved at gøre det muligt at levere sikkerheds- og AI-løsninger i enterprise-klassen på en standardiseret og skalérbar måde.
“Vi ser et stort potentiale i Danmark og resten af Norden. Der er tale om et modent cloudmarked med en høj grad af digitalisering og en stærk Microsoft-tilstedeværelse. Problemet er blot, at mange SMV’er ikke får fuldt udbytte af deres Microsoft-licenser – fordi det ganske enkelt er komplekst og ressourcekrævende at implementere, konfigurere og vedligeholde. Med inforcer bliver disse løsninger håndterbare – også for mindre virksomheder,” siger Scott Gower, der ser frem til at sætte virksomheden på det nordiske landkort.
inforcer har allerede etableret det nordiske ledelsesteam, der skal stå i spidsen for virksomhedens ekspansion i regionen de kommende år. Foruden Scott Gower, der har det overordnede ansvar for forretningsudvikling, består teamet af de erfarne brancheprofiler Claus Borvang, Head of Community, som driver marketing og partnerengagement, samt Nichlas Larsen, Senior Account Executive, der har ansvar for salg og partnerdialog i markedet. Med base i København skal teamet udbygge inforcers partnernetværk og sikre en stærk tilstedeværelse i både Sverige, Norge og Finland. Målet er at indgå 100 partneraftaler i Norden inden udgangen af 2025 – som led i inforcers globale vækststrategi. Siden lanceringen i 2022 har virksomheden allerede rundet over 800 MSP-partnere på verdensplan.

Scott Gower Regional Director, Norden, inforcer
Fra kompleks konfiguration til intelligent automatisering
MSP’er står i dag over for et paradoks: Deres kunder har allerede betalt for funktioner som Microsoft Intune, Copilot og avanceret sikkerhed – men de bliver sjældent brugt, fordi de kræver stor teknisk indsats at konfigurere og vedligeholde.
Det er her, inforcer gør en forskel. Platformen automatiserer opsætning og administration på tværs af kundemiljøer og muliggør intelligent, AI-drevet analyse af politikker, konsekvenser og parathed. Det frigør tid og skaber nye konsulentbaserede forretningsmuligheder – uden at øge MSP’ernes interne ressourcetræk.
Dansk MSP: “Vi har frigjort tid, der svarer til to medarbejdere”
Den danske MSP og Microsoft-partner, NHC A/S, som beskæftiger over 40 medarbejdere og tilbyder fleksible, driftssikre it-løsninger samt it-rådgivning, er blandt de første danske partnere til at tage inforcer i brug.
“Vi administrerer i dag over 300 Microsoft-tenants for vores kunder, hvoraf mange allerede har valgt inforcer til. Med inforcer-platformen har vi frigjort ressourcer, der svarer til ca. to medarbejdere, som nu kan fokusere på andre værdiskabende opgaver – samtidig med at vi har langt bedre overblik over sikkerheden på tværs af kunderne,” siger Ole Rebbe, CIO i NHC.
Ifølge Scott Gower er en af inforcers vigtigste opgaver netop at skabe nye forretningsmuligheder for MSP-partnerne: “De klassiske indtægtskilder som serverovervågning og lokal it-drift falder gradvist bort. Vi oplever, at de mest fremsynede MSP’er bygger deres forretning op omkring Microsofts cloud-økosystem. Med inforcer kan de ikke blot strømline driften, men også tilbyde nye services, som tidligere kun var realistiske for større virksomheder,” siger Scott Gower.
54 mio. dollars til vækst og innovation
I juli 2025 lukkede inforcer en Series B-runde på 35 mio. dollars, ledet af Dawn Capital og med opbakning fra eksisterende investor Meritech Capital, som også stod bag Series A-runden i oktober 2024 på 19 mio. dollars. Investeringerne skal accelerere produktudviklingen inden for AI, automatisering og sikkerhed – og styrke udbygningen af inforcers kanal og partnerfællesskab globalt. Allerede i dag betjener virksomheden over 800 MSP’er på globalt plan.
Om Scott Gower
Scott Gower (f. 1988) er Regional Director for inforcer i Norden med ansvar for at opbygge og udvikle virksomhedens partnerforretning i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Han har mere end 11 års erfaring fra den nordiske it-kanal med særligt fokus på MSP-markedet, managed it-services og kommerciel udvikling i samarbejde med forhandlere og partnere. Inden han kom til inforcer i slutningen af 2024, var Scott i syv år ansvarlig for Dattos nordiske salgsorganisation som Regional Sales Manager. Før dette arbejdede han i knap fire år hos Autotask, der i 2017 blev fusioneret med Datto. I begge roller har han arbejdet med kanalopbygning, partnerprogrammer og go-to-market-strategier målrettet MSP’er i hele Norden. Fællesnævneren i Scotts karriere er et stærkt kommercielt fokus på at hjælpe nordiske MSP’er med at udvikle deres forretning, identificere nye indtjeningsmuligheder og skabe skalerbare serviceydelser. Hos inforcer har han fokus på at bringe virksomhedens administrationsværktøjer ud til MSP’er, så de nemt og effektivt kan skalere deres kunders Microsoft 365-miljøer – særligt inden for sikkerhed og AI. Scott er halvt dansk og taler flydende dansk, hvilket har styrket hans relationer til både partnere og kunder i Norden. Han er uddannet B.A. i historie fra University of Leicester og bor i dag i København med sin familie.
Om inforcer
inforcer, der er etableret i 2022, er en førende multi-tenant management-platform til Microsoft 365-miljøer. Virksomheden hjælper managed service providers (MSP’er) med at standardisere, automatisere og administrere deres kunders Microsoft 365-miljøer med fokus på sikkerhed og kunstig intelligens. Platformen gør avancerede sikkerheds- og AI-løsninger tilgængelige og håndterbare for små og mellemstore virksomheder. inforcer har i dag kontorer i Storbritannien, USA, Holland, Danmark og Australien – og støttes af venturefondene Dawn Capital og Meritech Capital.