It-koncernen Simple Agency Group opkøber årets tredje virksomhed og lander omsætning på 107 millioner kroner.
Det digitale væksteventyr Simple Agency Group runder historisk milepæl.
Koncernen har foretaget årets tredje opkøb inden for it-sektoren og krydser en trecifret milepæl med en forventet omsætning på 107,9 millioner kroner i 2024. Dertil kommer et forventet resultat af primær drift (EBITDA) på 22,5 millioner kroner, hvilket er i den øvre ende af forventningerne.
”Det har været et historisk år på alle fronter. Vi opretholder vores ambition og ønske om at skabe en markant it-leverandør på Midtsjælland. Hele teamet har arbejdet koncentreret og benhårdt – og jeg kunne ikke være mere stolt af mine kollegaer. Vi kigger med tilfredshed og flere kilometer i benene frem mod 2025, hvor vi fremlægger koncernregnskab og strategien for de kommende år, og vi kan allerede nu afsløre, at der er nyheder på tapetet”, siger direktør Mike Valencia og fortsætter.
”Vi kommer til at kigge ind i nye investeringsområder i 2025, primært på baggrund af et stærkt resultat i år. Vi skal investere yderligere i en mere proaktiv tilgang til vores eksisterende kunder, som skal opleve, at vi højner bruger- og kundeoplevelsen via digitale værktøjer og øgede ressourcer til strategiudvikling. Det betyder, at vi satser på AI til forretningsudvikling og en pragmatisk tilgang til it-sikkerhed målrettet vores 2.000 kunder”.
Simple Agency Group, som primært tilbyder it-drift, infrastruktur, it-sikkerhed og softwareudvikling, blev stiftet i 2010 af Simon Zenteno Willumsen og Mike Valencia. Virksomheden satte alvor sit aftryk på markedet i 2021, hvor den foretog fire opkøb inden for it-sektoren, og den har sidenhen eksekveret en treårig strategiplan på et enkelt regnskabsår og befundet sig på en vækstrejse båret af yderligere opkøb og af iværksætterånd.
Ud over CSI Data og det kreative digitale bureau Whothat, som koncernen allerede har opkøbt i år, kan Køge-virksomheden nu melde ud, at den udvider sin position i København ved at fusionere Procopa IT ind. Simple Agency Group får med fusionen to københavnerkontorer i Bagsværd og i Brøndby, som Procopa ITs direktør, Daniel Lundbye, og stifter af Wahlgreen IT, Niels Wahlgreen, skal lede som administrerende direktører for hver deres division. Daniel Lundbye indtræder samtidig i koncernledelsen og bliver partner i holdingselskabet sammen med Niels Wahlgreen.
”Der er tale om en meget stærk, strategisk beslutning med Procopa IT på holdet. Vi styrker vores kompetencer væsentligt med et specialisthold indenfor it-drift og særligt infrastruktur, og vi glæder os til at arbejde endnu tættere sammen med hele holdet bag Procopa IT og til at styrke kunderejsen på tværs af selskaberne. Daniel Lundbye har et stort talent inden for strategi og kommerciel drift. Det styrker uden tvivl vores koncern og ikke mindst de services, som vi ønsker at levere til vores kunder, nu og i fremtiden”, siger Mike Valencia.
Koncernen har i forbindelse med opkøbene fået tilført 11 millioner kroner i kapitaludvidelse. Den berettede tidligere på året, at den havde rejst 33 millioner kroner, men kan nu løfte sløret for, at den samlet i det seneste år har rejst 44 millioner kroner i ejerkredsen til fremtidens strategi.
”Simple Agency Group er et vækstvidunder. Virksomheden leverer ikke alene gang på gang – men overgår vores forventninger. Vi vil derfor fortsætte med at investere, når vi kan se, at de dedikerede medarbejdere går helhjertet til opgaven og bidrager til de planer og strategier, som skal sikre, at koncernen fortsætter vækstrejsen”, siger bestyrelsesformand Kim Martinsen.