Tømmer du heller ikke postkassen hver dag? Nu bliver det muligt at få besked på telefonen, når dao har leveret breve, aviser og magasiner til din postkasse.
I en digital verden kan man godt komme til at glemme, at der kan komme noget vigtigt i postkassen. Men nu tilbyder dao en ny service: fremover kan du få besked, når de har været forbi med et brev, avisen eller dit magasin.
– Det er ærgerligt at overse en invitationen til fest, et julekort eller et magasin, fordi man glemmer at kigge efter, om der er noget i postkassen. Derfor har vi udviklet en ny funktion i vores app, hvor man får besked, så snart buddet har afleveret noget, siger Hans Peter Nordstrøm Nissen, administrerende direktør i dao.
Mens en pakke typisk er knyttet til et telefonnummer eller en e-mailadresse, hvorpå man vil modtage information om, at pakken er leveret, har et almindeligt brev ofte kun et navn og en adresse – måske endda skrevet i hånden.
Alligevel har dao altså fundet en løsning, der gør det muligt at give modtageren besked på mobilen, når der er leveret post i postkassen.
Tror på brevet
Den nye funktion lanceres som led i arbejdet med at udvikle den fysiske post og gøre den mere relevant i en digital hverdag.
– Vi tror på, at et fysisk brev fortsat er vigtigt i danskernes hverdag. Men ligesom med alt andet, skal også posten udvikle sig. Med den nye funktion bygger vi bro mellem den traditionelle brev-verden og den digitale, og gør det lettere at modtage fysisk post, siger Hans Peter Nordstrøm Nissen.
Den nye funktion gør det samtidig tydeligere, hvornår dao har leveret posten. For der kan gå flere dage, fra et brev er afleveret, til modtageren opdager det i postkassen.
For at få besked om nyt i postkassen skal man blot aktivere funktionen i dao’s app og bekræfte sin identitet med MitID. Herefter får man automatisk besked på mobilen, når dao har leveret post til postkassen.
dao er et danskejet distributionsselskab med rødder tilbage til 1920. dao sørger for, at pakker, breve, aviser og magasiner bliver leveret i hele Danmark lige derhen, hvor det passer bedst: til kiosken, i postkassen eller til døren. Det gør de 365 dage om året. Læs mere på www.dao.as





