Klare taskforce-anbefalinger til mere iværksætteri
Hjem NYHEDERKlare taskforce-anbefalinger til mere iværksætteri

Klare taskforce-anbefalinger til mere iværksætteri

Af Redaktionen

Taskforce-anbefalinger kan for alvor styrke det hjemlige tech-iværksætteri.

Regeringens taskforce for styrket viden- og teknologioverførsel har i dag overrakt sine anbefalinger til uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund og erhvervsminister Morten Bødskov.

Anbefalingerne vækker stor begejstring hos Ingeniørforeningen, IDA, hvor formand Laura Klitgaard kalder dem afgørende skridt for at Danmark kan bevæge sig frem til førerfeltet af iværksætterlande.

”Danmark skal være et iværksætterland i verdensklasse, og det kræver, at vi bliver langt bedre til at omsætte vores fremragende forskning til innovation, nye virksomheder og vækst i dansk erhvervsliv,” siger Laura Klitgaard.

IDA’s formand fremhæver især, at der lægges op til en standardramme for patent- og aftalevilkår, som vil sikre kvalitet og hurtigere processer, når forskere ønsker at starte virksomhed eller i samarbejder mellem universiteter og virksomheder.

Klare taskforce-anbefalinger til mere iværksætteri

Samtidig foreslås det, at innovationsarbejdet på universiteterne formelt anerkendes som en ny ”tredje søjle” på lige fod med forskning og uddannelse, og at universiteterne får bedre muligheder for at understøtte iværksætteri direkte på campus – blandt andet gennem lokaler på markedsvilkår, og mulighed for medejerskab til risikovillige investeringsfonde.

”Disse forslag kan blive afgørende for Danmarks vækst og velfærd. Vi ved, at iværksættere med et teknologisk og naturvidenskabeligt fundament vokser hurtigere, skaber flere arbejdspladser, omsætter for mere og eksporterer tidligere end andre. Derfor er det helt centralt, at de får bedre adgang til test- og demonstrationsfaciliteter, og at vi får et stærkere tech-trans miljø,” siger Laura Klitgaard.

Hun understreger også, at Danmark og Europa står over for et strategisk behov for større teknologisk uafhængighed.

”Det her handler ikke kun om vækst – det handler om vores evne til at stå på egne ben som teknologisk region. Fødekæden af deeptech-iværksættere er afgørende for Europas uafhængighed af USA og Kina. Derfor skal vores forskere og studerende have de bedste rammer for at føre deres idéer fra forskning til forretning – og forblive her i Danmark eller Europa, når de vokser,” siger Laura Klitgaard.

Taskforcens anbefalinger falder ifølge IDA smukt i tråd med regeringens langsigtede forskningsstrategi og den nylige forskningsreserveaftale, hvor der blev afsat knap to milliarder kroner over de næste fire år til universitetsinnovation, testfaciliteter og nye iværksættermuligheder.

”Nu handler det om at omsætte anbefalingerne til virkelighed. Danmark er med fremme blandt de bedste på teknisk forskning – fra bioteknologi til kvanteforskning – men vi skal også være i verdensklasse til at omsætte forskningen til vækstvirksomheder. Her håber jeg, at anbefalingerne virkelig kan være med til at rykke noget,” siger hun.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>