20-årige Ida Jacobsen stiller op til DM i Skills 2026.
Hun håber at sætte spot på mulighederne i elektrikerfaget – og vise, at det er et fag for alle, der kan og vil.
Når man taler med Ida, fornemmer man hurtigt både faglig stolthed og nysgerrighed. Hun går på elektrikeruddannelsen på EUC Nord, er lærling hos Erik Lytzen A/S i Hjørring og en del af el-branchens ambassadørkorps. Til april stiller hun op på hjemmebane til DM i Skills 2026, hvor hun skal repræsentere Region Nordjylland ved Danmarksmesterskabet for unge faglærte.
Idas vej ind i elektrikerfaget startede på gymnasiet, hvor det efter halvandet år stod klart, at bøger og teori ikke var den rette vej for hende. Hun havde brug for noget mere praktisk, hvor hendes store interesse for matematik og fysik kunne kombineres med teknik, problemløsning og konkrete resultater.
– Jeg kunne mærke, at det ikke var det rigtige for mig at sidde med hovedet i bøgerne hele tiden. Jeg havde brug for noget mere praktisk, siger Ida.
Hun tog derfor springet og startede på elektrikeruddannelsen. Et valg, hun på ingen måde har fortrudt.
– Jeg har fundet min plads og det fag, jeg virkelig brænder for. Jeg er især virkelig fascineret af KNX, styringssystemer og programmering.
Ida lægger også vægt på, at arbejdet som elektriker kan gøre en konkret forskel – både for mennesker og for miljøet.

20-årige Ida Jacobsen stiller op til DM i Skills 2026.
– Det er vildt spændende at arbejde med løsninger, der faktisk gør en forskel for miljøet. Jeg har været med til at sætte ladestandere op – det giver mening at gøre noget konkret.
Hun oplever, at fagets muligheder er brede og ikke låser en fast i én rolle. Ida kan udvikle sin faglighed inden for alt fra installationer i boliger til grønne løsninger i industrien og intelligente bygningsinstallationer.
– Det fede er, at man ikke er låst fast. Der er så mange muligheder inden for elektrikerfaget.
Fordommene passer ikke
Som kvinde i en traditionelt mandsdomineret branche håber Ida samtidig, at hendes deltagelse ved DM i Skills kan inspirere andre unge kvinder til at se mulighederne i elektrikerfaget. Hun vil gerne vise, at faget ikke kun er for de få. Alle, der kan og vil, hører hjemme på de tekniske erhvervsuddannelser.
– Der er stadig fordomme om kvinder inden for de tekniske erhvervsuddannelser, men de passer ikke. Vi skal vise, at vi godt kan – og at vi hører til her, slutter hun.
Om DM i Skills 2026
DM i Skills 2026 afholdes i Hjørring (Park Vendia) fra den 22. til 25. april 2026. Danmarksmesterskabet for unge faglærte samler omkring 300 deltagere fra 48 forskellige fag, der dyster om at blive landets bedste. Eventet er gratis og forventer op mod 70.000 besøgende. Samtidig er DM i Skills en unik platform til at fremhæve erhvervsuddannelsernes betydning for fremtidens arbejdsmarked og inspirere endnu flere unge til at vælge en faglært vej.





