1 million danskere skal have styrket deres AI-kompetencer inden 2028.
Det er ambitionen bag nyt nationalt initiativ, der er den hidtil største indsats for digital opkvalificering og skal gøre Danmark til en førende nation i brugen af kunstig intelligens.
AI-kompetencepagten hedder initiativet, der er stiftet af en række af Danmarks største virksomheder, fagforeninger, kommuner og uddannelsesinstitutioner på initiativ af Digital Dogme. Sammen vil de være med til at bidrage til, at danskerne har viden og forudsætningerne for at bruge kunstig intelligens i deres hverdag.
AI kan hjælpe med opgaver, der tidligere har været ressourcekrævende og taget lang tid: Mødereferater, sagsbehandling, planlægningsopgaver, produktionsoptimering, research, kunde- og borgerservice osv. Med de rette kompetencer vil medarbejderne sågar kunne bygge deres egne AI-assistenter, der sammen med den rigtige prompt vil kunne løse tusindvis af individuelle behov hos virksomheder, offentlige institutioner, medarbejdere og borgere.
Opkvalificering er forudsætningen for, at vi tager de nye AI-værktøjer til os. Med indsatser, der skal opkvalificere danskerne på tværs af brancher og sektorer med målet om øget produktivitet, styrket velfærd og arbejdsglæde, sigter pagten mod at gøre Danmark til en global frontløber i brugen af kunstig intelligens.
“Digital opkvalificering er en samfundsopgave, og den vil vi gerne være med til at løse. Vi står midt i en digital omstilling, hvor det er afgørende, at både ledere og medarbejdere forstår og anvender AI-teknologi. Lykkes vi ikke med det, taber Danmark både velstand og velfærd. Med AI-Kompetencepagten går vi sammen om em fælles indsats, der sikrer, at Danmark ikke bare følger med – men fører an,” siger Mette Beck-Nielsen, administrerende direktør i Digital Dogme, som er initiativtager til pagten.
Digitaliseringsministeren: AI-kompetencer er afgørende for vores samfund
Kunstig intelligens har potentialet til at løse nogle af Danmarks store udfordringer og kan lette hverdagen for både virksomheder og medarbejdere. En nylig befolkningsundersøgelse foretaget af Microsoft viser, at 77 procent af de danskere, der bruger AI regelmæssigt, oplever betydelige tidsbesparelser. Samtidig oplever knap hver tredje dansker, der arbejder ved en computer, at de ikke får tilbudt tilstrækkelige muligheder for træning og oplæring i at anvende AI.
Digitaliseringsminister, Caroline Stage, hilser den nye pagt velkommen og kalder det afgørende for Danmarks konkurrenceevne og velfærd, at vi lykkes med kunstig intelligens. “Kunstig intelligens rummer enorme potentialer. Men hvis vi for alvor skal kunne udnytte dem, skal vi i Danmark have de rette digitale kompetencer. Derfor glæder det mig, at aktører på tværs af danske virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner har valgt at gå sammen om en AI-kompetencepagt, der vil løfte danskernes AI-kompetencer. Det viser, at Danmark er klar til at gå forrest på kunstig intelligens.”
Et fælles løft mod fremtiden
AI-Kompetencepagtens partnere består af en række af Danmarks største virksomheder, myndigheder, faglige organisationer og uddannelsesinstitutioner. På sigt skal mere end 250 partnere bidrage til at realisere ambitionerne og styrke de digitale færdigheder på tre indsatsområder på tværs af arbejdsmarkedet – fra uddannelsessektoren til velfærd og erhvervsliv. Samtidig skal indsatsen bidrage til at øge diversiteten, arbejdsglæden og ansvarligheden i arbejdet med de digitale teknologier.
AI-Kompetencepagten fokuserer på at sikre, at både kommende medarbejdere og dem, der allerede er i arbejde, opnår relevante og anvendelige AI-kompetencer.
Én af de stiftende partnere er Microsoft, der oplever en stor efterspørgsel på AI-kompetencer både internt i virksomheden og i hele deres økosystem blandt partnere og kunder, der implementerer og bygger egne AI-løsninger.
”Vores kunder og samarbejdspartnere på tværs af både den offentlige og private sektor skriger på AI-kompetencer. Der er masser af både iderigdom og investeringsvillighed, når det kommer til AI-projekter, men rigtig mange organisationer har simpelthen ikke kompetencerne til at forløse de enorme potentielle gevinster. Det er derfor helt centralt, at vi som nation lykkes med at udvikle de nødvendige kompetencer i arbejdsstyrken, så vi fastholder vores konkurrenceevne og position som digital frontløber,” siger Mette Kaagaard, administrerende direktør i Microsoft Danmark.
På landets arbejdspladser forudser halvdelen af lederne, at de i fremtiden får brug for medarbejdere med andre kompetencer, efterhånden som kunstig intelligens vinder udbredelse. Det viser en spørgeundersøgelse blandt knap 1000 medlemmer af fagforeningen Lederne.
”Vi må forvente, at AI vil skabe store ændringer på arbejdsmarkedet i løbet af få år. Derfor er det helt essentielt, at både medarbejdere og ledere bliver uddannet og efteruddannet, så vi bliver i stand til at udnytte de enorme muligheder, som kunstig intelligens giver,” siger Ledernes administrerende direktør Bodil Nordestgaard Ismiris.
Blandt lønmodtagernes organisationer er der også stor opmærksomhed på, hvordan kunstig intelligens vil forandre vores arbejdsmarked. Derfor er HK Danmark med som stifter af AI-pagten for at sikre, at HK’erne opnår de nødvendige kompetencer til at bruge AI i deres arbejdsliv.
”Vores medlemmer står i frontlinjen når det kommer til implementeringen og anvendelsen af AI-teknologier på det danske arbejdsmarked. Derfor har vi også stort fokus på at sikre dem de nødvendige kompetencer. Det har vi allerede gode erfaringer med, og nu glæder vi os til at kunne lægge endnu flere kræfter i den indsats i samarbejde med parterne i AI-pagten.” siger Mads Samsing, Næstformand i HK.
Om AI-Kompetencepagten
- Stiftende partnere i AI-Kompetencepagten er:
- Målet med indsatsen er at løfte AI-kompetencer hos 1 million danskere inden 2028 og gøre Danmark til en førende nation inden for kunstig intelligens.
- Pagten fokuserer på indsatser indenfor tre søjler: Private virksomheder og SMV’erne, den offentlige sektor og den formelle uddannelsessektor. Samtidig skal pagen konkret bidrage til bedre ligestilling og adgang for alle, øget arbejdsglæde samt ansvarligt og etisk brug af AI.
- Med pagten etableres et AI-kompetenceråd bestående af op til 20 ledende repræsentanter fra erhvervslivet, offentlige myndigheder, uddannelsessektoren, faglige organisationer og civilsamfundet, der skal sikre en struktureret koordinering og monitorering af de centrale indsatsområder.
- AI-Kompetencepagten sigter mod at omfatter over 250 virksomheder og organisationer på sigt. Ved at gå sammen i initiativet kan organisationerne styrke koordination og vidensdeling om deres indsatser, og gå sammen om større fælles projekter – såkaldte flagskibe.
Sammen med pagten lanceres en hjemmeside – Aiskills.nu – der samler relevante kurser, træningsforløb og ressourcer til opkvalificering i AI for alle målgrupper.