Investeringsoptimismen er høj blandt CIO’er i 2026, når det kommer til kunstig intelligens, hvor især agentisk AI og hybrid infrastruktur rykker i front.
Desværre risikerer manglende governance og AI-kompetencer at bremse afkastet.
Nordiske virksomheder har i stigende grad bevæget sig fra at eksperimentere med kunstig intelligens til at implementere teknologien i stor skala. Det viser Lenovos seneste CIO Playbook 2026, der netop er blevet frigivet.
Den nye CIO Playbook, der er udarbejdet i samarbejde med analyseinstituttet IDC, peger på et markant skifte i it-chefernes prioriteringer, hvor mere avancerede AI-former som agentisk AI vinder frem på bekostning af generativ AI. Udviklingen vidner om et marked, der er klar til næste fase af AI-rejsen, men hvor virksomheder samtidig står over for en række nye krav til både styring, sikkerhed og infrastruktur.
Rapporten trækker på svar fra 800 it-direktører og beslutningstagere på tværs af Europa og Mellemøsten – herunder 80 i Norden. Den viser blandt andet, at der fortsat er fart på AI-investeringerne i de nordiske lande. 96 procent af de adspurgte planlægger at øge investeringerne i AI med en gennemsnitlig vækstrate på 9 procent og langt størstedelen af it-cheferne (95 procent) forventer et positivt afkast af deres AI-investeringer det kommende år.
”Vi ser et tydeligt skifte fra hype til handling. AI er ikke længere et eksperiment, men en integreret del af forretningen. Udfordringen er nu at sikre, at organisationer har det rette fundament – både teknologisk og organisatorisk – til at skalere AI ansvarligt og effektivt,” siger Jens Henrik Thomsen, direktør for Lenovos solutions and services i Norden.
Han peger på, at 57 procent af de nordiske virksomheder enten afprøver AI i pilotprojekter eller allerede arbejder systematisk med teknologien i deres organisation.
Generativ AI må vige pladsen for agentisk AI
I takt med at AI-budgetterne udvides i både Norden og resten af EMEA-regionen, er der også sket et markant skifte i prioriteringen af investeringer i AI-teknologier. Hvor generativ AI sidste år var den dominerende investering og stod for næsten halvdelen (44 procent) af de forventede AI-investeringer, fordeler investeringerne sig i år langt mere ligeligt på tværs af forskellige AI-teknologier.
Ifølge CIO Playbook 2026 tegner generativ AI sig nu for 26 procent af de samlede investeringer, mens prædiktiv AI står for 28 procent. Fortolkende AI udgør 24 procent.
Endelig forventes den relativt nye spiller på banen, agentisk AI at stå for 23 procent af investeringerne. Selvom kun en mindre andel af virksomheder i dag anvender agentisk AI i stor skala, vidner udviklingen om et skifte fra enkeltstående anvendelser til mere avancerede og sammensatte AI-løsninger, der i højere grad understøtter forretningskritiske processer.
Udviklingen er særligt markant i Norden, hvor interessen for agentisk AI er vokset med 296 procent over de seneste 12 måneder. Det understreger, at regionen bevæger sig mod mere modne og autonome AI-anvendelser. Her er teknologien i høj grad rettet mod områder som kvalitetskontrol, vedligehold, kundeservice og cybersikkerhed – opgaver, der kræver stabil, intelligent og gentagelig automatisering. Udviklingen peger dermed på et marked, der i stigende grad efterspørger pålidelige og reproducerbare AI-resultater frem for bred eksperimentering.
Samtidig stiller udviklingen nye krav til virksomhedernes fundament. På tværs af EMEA-regionen har kun omkring hver fjerde virksomhed i dag en fuldt dækkende AI-governance-struktur, mens hver femte fortsat arbejder uden faste rammer og med et rent ad hoc-beredskab. Mangler inden for governance, datakvalitet og kompetencer risikerer dermed at blive en bremseklods for at realisere det fulde potentiale af de nye, mere avancerede AI-løsninger.
“Der er ingen tvivl om, at mange organisationer risikerer at bremse deres AI-afkast, hvis fundamentet ikke er på plads. Selvom der fortsat er plads til forbedringer i Skandinavien, er det opmuntrende, at vi nu ser et mere modent udgangspunkt med større fokus på drift, stabilitet og styring frem for bred eksperimentering. Det giver langt bedre forudsætninger for at lykkes med næste fase af AI,” siger Jens Henrik Thomsen.
Hybrid AI bliver den foretrukne model
Rapporten viser desuden, at hybrid AI-infrastruktur har bidt sig fast som den foretrukne tilgang blandt virksomheder i EMEA. Tre ud af fem virksomheder på tværs af regionen foretrækker i dag en hybrid model til deres AI-workloads, og investeringer i AI-parate enheder og edge-løsninger er blandt de højest prioriterede it-initiativer i 2026. En udvikling, der i høj grad også drives af Norden, hvor 71 procent – det højeste niveau i rapporten – vælger en hybridmodel.
Ifølge Jens Henrik Thomsen er hybrid AI blevet det naturlige valg for virksomheder, der vil kombinere hurtig innovation med kravet om datasuverænitet og sikkerhed.
”Når AI rykker tættere på kerneforretningen, bliver infrastrukturen helt afgørende. Hybrid AI giver virksomheder mulighed for både at innovere hurtigt og bevare kontrollen over data og compliance. Det er en forudsætning for at skabe tillid til AI i stor skala,” siger Jens Henrik Thomsen.
Han peger på, at kombinationen af public cloud, private miljøer og lokale løsninger giver den fleksibilitet og kontrol, der er nødvendig, når AI-løsninger skal skaleres – særligt i forhold til datasuverænitet, sikkerhed og performance.
Om CIO Playbook 2026
Lenovos CIO Playbook 2026 er udarbejdet af IDC og bygger på svar fra 800 it- og forretningsbeslutningstagere i Europa og Mellemøsten – herunder 80 i Norden. Data er indsamlet i september og oktober 2025. Rapporten giver indblik i virksomhedernes AI-strategier, investeringsprioriteter, modenhed og udfordringer i 2026.
Om Lenovo
Den globale teknologivirksomhed Lenovo har en global omsætning på 69 milliarder USD, der betjener millioner af kunder hver dag på 180 markeder. Virksomheden er rangeret som nummer 196 på Fortune Global 500-listen. Med en ambitiøs vision om at levere Smartere Teknologi til Alle bygger Lenovo videre på sin position som verdens største pc-virksomhed med en omfattende pocket-to-cloud-portefølje af AI-aktiverede, AI-klare og AI-optimerede enheder (pc’er, arbejdsstationer, smartphones, tablets), infrastruktur, software, løsninger og tjenester. Lenovos fortsatte investering i verdensforandrende innovation er med til at opbygge en mere retfærdig, troværdig og smartere fremtid for alle, overalt. Lenovo er noteret på Hongkong-børsen under Lenovo Group Limited (HKSE: 992) (ADR: LNVGY). Læs mere på https://lenovo.com og StoryHub.




