En ny rapport fra konsulentfirmaet Capgemini viser, at virksomheder tager den skærpede cybertrussel, der følger med kvantecomputeren, stadig mere alvorligt.
Syv ud af 10 har allerede igangsat initiativer i forhold til Post-Quantum sikkerhed, og af dem forventer 15% et gennembrud for kvantecomputeren indenfor fem år. 30% undervurderer fortsat sikkerhedsudfordringer ved kvanteteknologi.
De hastige fremskridt for kvantecomputeren har gjort traditionel cybersikkerhed og almindelig kryptering sårbar allerede inden den første kvantecomputer har set dagens lys. Det konkluderer konsulentvirksomheden Capgemini i en ny rapport, der bl.a. beskriver en ny type cyberangreb, hvor cyberkriminelle indsamler krypterede data i dag for at kunne dekryptere dem senere ved hjælp af kvantecomputere – såkaldt “harvest-now, decrypt-later”.
Samtidig betyder tiltagende regulatorisk fokus i både USA og EU, sammen med forventede store forandringer i virksomheders digitale infrastruktur som følge af kvantecomputere, at Post-Quantum sikkerhed bliver et forretningskritisk tema for virksomheders topledelse.
Rapporten viser, at 70% af de medvirkende virksomheder allerede er i gang med at adressere eller implementere foranstaltninger i forhold til at blive kvantesikre. Herunder såkaldt Post Quantum Cryptography som de fleste ser som vejen til at håndtere kvanterelaterede sikkerhedsudfordringer.

Michael Clausen, CTO i Capgemini Danmark
Capgemini fremhæver dog samtidig, at 30% forsat undervurderer sikkerhedsudfordringerne ved kvanteteknologi. Dermed risikerer de at bringe fortrolige data i fare og blive udfordret af regulatoriske krav til datasikkerhed i en ny kvantevirkelighed.
“Det er en kompleks opgave at blive kvantesikker. Det kan tage flere år, fordi det kræver et helt nyt it-sikkerhedsparadigme. Derfor er det også positivt, at det er et tema, der allerede i dag er på agendaen i syv ud af 10 virksomheder. Det er nu, de indledende skridt skal tages. Udskyder man at handle på de trusler kvantecomputeren også bringer med sig, risikerer man ikke alene at blotlægge forretningskritiske assets og fortrolige data. Det vil også kunne underminere tilliden til organisationen hos medarbejdere, kunder og øvrige interessenter,” forklarer Michael Clausen, CTO i Capgemini Danmark.
Capgeminis rapport konkluderer da også, at de virksomheder, der går forrest i forhold til Post-Quantum sikkerhed, kan forvente betydelige konkurrencemæssige og regulatoriske fordele.
Ifølge rapporten er forsvarsindustrien førende, når det gælder kvantesikkerhed. Her planlægger 90% at implementere løsninger indenfor fem år. Herefter følger banksektoren med 86% og luftfartsindustrien med 83%. Derimod halter både forbrugs- og detailsektoren markant efter. Her planlægger kun hhv. 48% og 49% at indføre kvantesikkerhedsløsninger indenfor fem år.
Undersøgelsen bygger på interviews med topledere (CTO’s, CIO’s og CISO’s) i 1.000 virksomheder med en omsætning på mere end USD 1 mia. For mere se: https://www.capgemini.com/wp-content/uploads/2025/07/CRI_PQC_Research-draft_5th-draft_15072025_Web.pdf
Om Capgemini Gruppen
Capgemini er en førende, global teknologi- og rådgivningspartner. I Danmark har Capgemini mere end 500 medarbejdere, der hjælper kunderne med rådgivning, strategi- og teknologiudvikling samt effektiv IT-drift. Globalt beskæftiger Capgemini Gruppen 350.000 medarbejdere i mere end 50 lande. Med 55 års erfaring og en dyb industrispecifik ekspertise er Capgemini en betroet partner for kunder, der vil indfri deres forretningsambitioner via digital teknologi, software, cloud, data science og AI. Capgemini Gruppen omsatte i 2024 for €22,1 mia. Se mere på www.capgemini.com