Nimbus Motorcycles er på gaden med en ny elcykel, baseret på design og værdier fra Nimbus Model C – ’Humlebien’.
Ifølge designekspert appellerer det klassiske design særligt til os i urolige tider.
I 1934 lancerede Fisker & Nielsen motorcyklen Nimbus Model C, der blev kendt som ’Humlebien’ og produceret frem til 1959.
Med afsæt i det gamle design har Nimbus Motorcycles nu lavet den nye Nimbus e-cykel Legend 1st Edition, der er designet i Aarhus, udviklet i Gram og produceret i Thisted. Elcyklen kombinerer det karakteristiske visuelle design med funktionalitet, der gør livet som Nimbus-kører anno 2024 praktisk, nemt og sjovt.
– Vi har stræbt efter at være så tro som overhovedet muligt over for Nimbus’ historie og ikke mindst den kvalitet, der er forbundet med navnet. Resultatet er en elcykel, der bygger på klassisk dansk design, som er tilpasset nutidens behov i forhold til, hvad en elcykel skal kunne, siger Claus Støvlbæk Clausen, der er grundlægger af Nimbus Motorcycles.
For at gøre det lettere at kvalitetssikre produktionsprocessen har Nimbus Motorcycles, der gennem aktieinvesteringer er ejet af over 1000 danskere, samarbejdet med en række danske virksomheder om udvikling og produktion af den nye elcykel.
Fortiden appellerer til forbrugerne
Ifølge trendforsker og forbrugs- og designekspert Mads Arlien-Søborg appellerer klare spor af det klassiske og originale design i høj grad til dagens moderne forbruger.
– Vi står midt i en tid, hvor nostalgien fylder rigtig meget. Når der er usikkerhed i verden omkring os, som der jo i høj grad er nu med blandt andet krig, klimakrise og geopolitiske gnidninger, så giver det klassiske utroligt meget mening, siger Mads Arlien-Søborg og uddyber:
– Fortidens design appellerer til mange, fordi vi forbinder det med tryghed, kvalitet og en tid, hvor alting var bedre. Det fylder meget hos den moderne forbruger, som er bevidst om historien bag diverse produkter, og som gerne vil være en del af den fortælling.
Convenience før det fandtes
Den gamle ”humlebi” var i mange år den foretrukne motorcykel hos både politiet, forsvaret, og post- og brandvæsnet. For at forstå og være i stand til at videreføre, hvad der gjorde modellen så populær, har designerne hos 3PART, der står bag elcyklens design, talt med en lang række ejere af den gamle Nimbus-motorcykel.
– Vi har været ude at snakke med en masse gamle Nimbus-kørere for at finde ud af, hvad det ville sige at have en Nimbus, og derfra hvordan vi kunne overføre DNA’en til den nye elcykel. Noget der gik igen var, at den var praktisk og hamrende nem at vedligeholde og reparere – havde du to topnøgler, kunne alt stort set fixes, fortæller Simon Sneftrup, der er seniordesigner og partner hos 3PART, og fortsætter:
– Lige som dengang har vi i dag fokuseret på, at det skal være nemt og bekvemt og samtidig stilfuldt at køre Nimbus. Resultatet er en elcykel med indvendige gear, remtræk frem for kæde samt praktiske bagagebærere for og bag. Du kan se, hvor cyklen stammer fra, og den skal være nem og sjov at eje. Det er de samme værdier, som har gjort sig gældende siden 1934.
Nimbus e-cykel Legend 1st Edition produceres i 250 nummererede eksemplarer i farven korngul, inden produktionen af elcyklen i øvrige farver igangsættes efter nytår. Mere info findes på nimbus-motorcycles.com.
Nimbus Motorcycles A/S har ført det legendariske Nimbus-brand til nutiden med udviklingen af den elektriske Nimbus e-cykel og e-motorcykel. Med ’Humlebien’ fra 1934, som i mange år blev brugt af det danske politi, postvæsen, forsvar og brandvæsen blev Nimbus kendt og elsket. www.nimbus-motorcycles.com