Den danske vækstkomet CCIT Group opkøber den danske ERP-forretning Nubiz.
Opkøbet sker som en del af CCIT’s vækstrejse og udvidelse med at opnå flere forretningsben.
Den danske IT-koncern CCIT har underskrevet en købsaftale om opkøb af Nubiz, der er Microsoft Business Central-partner med fokus på ERP-løsninger til små og mellemstore virksomheder. Handlen forventes endeligt gennemført i marts 2026.
Opkøbet er CCIT’s første skridt ind i forretningsapplikationer og ERP som nyt kompetenceområde i koncernen, der i dag blandt andet leverer en lang række ydelser inden for eksempelvis print/kopi, infrastruktur og modern workplace. Nubiz passer perfekt ind i CCIT’s eksisterende forretningsstrategi med strategiske opkøb, hvor opkøbte virksomheder bliver en ny business unit i CCIT, og hvor den daglige drift fortsætter med samme team og ledelse som hidtil.
”Med Nubiz får vi et ekstremt stærkt hold, som på bare fem år har bygget en profitabel forretning med høj faglighed og en klar position i Microsoft-økosystemet. Det glæder jeg mig til at bygge videre på – med respekt for det, de allerede har skabt,” siger Hans Dürke Bloch, Group CEO for CCIT.
Stærk vækstprofil og 20 medarbejdere i Storkøbenhavn

Fra højre mod venstre: CEO hos CCIT Group; Hans Bloch, Thommas Ludvig, Kenneth Franklin, Søren Søndergaard, Henrik Dollerup, Nevenka Schroeder, Thomas Klavsen, Kim Noer, Mark Honoré
Nubiz er etableret for fem år siden og har leveret en solid vækst på både top- og bundlinje. Virksomheden har i dag omkring 20 medarbejdere og er baseret i Storkøbenhavn, hvor Nubiz arbejder med Microsoft Business Central og beslægtede ERP-løsninger, som ifølge CCIT imødekommer et stigende behov i markedet – blandt andet drevet af nye krav til compliance og dokumentation i Danmark og EU.
”Vores kunder efterspørger i stigende grad rådgivning og løsninger, der binder forretning, data og compliance tættere sammen. Med Nubiz kan vi tilbyde ERP-kompetencer in-house, som mange allerede efterspørger – og som passer naturligt sammen med vores eksisterende fokus på Microsoft-baserede løsninger,” siger Hans Dürke Bloch.
Udvidelsen med Nubiz sker for at udvide CCIT’s interne kompetencer både horisontalt og vertikalt og er selskabets første træk ind i ERP-markedet.
Investering i et højt tocifret millionbeløb
CCIT oplyser, at investeringen i Nubiz ligger i et højt tocifret millionbeløb. I forbindelse med opkøbet lægger CCIT vægt på en decentral model, hvor de enkelte selskaber i koncernen drives selvstændigt, og med støtte fra en fælles koncernfunktion. Her er strategien at konsolidere mange af de problemområder, mindre danske virksomheder oplever, og sammen løse dem, så de hver især – under fælles CCIT-flag – kan fokusere på kerneforretningen.
For Nubiz handler aftalen blandt andet om at sikre et stærkere fundament for næste vækstfase i et marked, hvor springet fra 20 til 30–50 medarbejdere kan være krævende.
”Nubiz har vist, at de kan skabe resultater – og det skal vi ikke ind og blande os i. Vores rolle er at fjerne de barrierer, der typisk bremser væksten, så teamet kan bruge tiden på kunder, leverancer og udvikling, og så de kan opnå deres ambitioner,” siger Hans Dürke Bloch.
”Vi har på kort tid bygget en forretning med stærk vækst og et tydeligt fokus på Microsoft Business Central. Med CCIT får vi et større setup i ryggen, som kan understøtte næste fase – samtidig med at vi kan fortsætte med den kultur og måde at arbejde på, som har gjort os succesfulde,” siger Thomas Klavsen, direktør i Nubiz.
Del af CCIT’s vækstplan frem mod 2026
CCIT har de seneste år arbejdet målrettet med både organisk vækst og opkøb. Koncernen havde ifølge egne tal en omsætning på 319 mio. kr. i 2024 og en forventning om 510 mio. kr. i 2025. Målsætningen for 2026 er en omsætning på +800 mio. kr., understøttet af et fortsat aktivt M&A-spor. CCIT forventer samtidig yderligere M&A-aktiviteter i første halvår, herunder etablering af mindst to nye business units.
Som en del af den langsigtede plan forventer CCIT, at Nubiz på sigt – i løbet af 2026 – samles fysisk på samme adresse i Storkøbenhavn som resten af koncernen, mens forretningen fortsætter under eget brand og med nuværende organisation.
Kort om CCIT
CCIT er en dansk IT-koncern med ydelser inden for blandt andet modern workplace, infrastruktur samt print/kopi. Koncernen arbejder med organisk vækst og opkøb som en del af strategien frem mod 2026.
Kort om Nubiz
Nubiz er en specialiseret Microsoft Business Central-partner med fokus på ERP-løsninger til små og mellemstore virksomheder. Virksomheden har omkring 20 medarbejdere og er baseret i Storkøbenhavn og har i fem år været på en voldsom vækstrejse på både top og bundlinje.





