IT-koncernen CCIT har gennemført opkøbet af Nubiz, som vil fortsætte som sit eget brand og team.
Opkøbet er en del af CCIT’s vækststrategi
Den danske IT-koncern CCIT har nu gennemført opkøbet af ERP-virksomheden Nubiz, som dermed officielt bliver en del af CCIT-koncernen.

Nubiz – CCIT 2026
Med opkøbet etablerer CCIT et nyt forretningsområde inden for ERP og forretningsapplikationer. Nubiz er Microsoft Business Central-partner med fokus på ERP-løsninger til små og mellemstore virksomheder og bliver fremover en selvstændig business unit i koncernen.
”Med Nubiz får vi et ekstremt stærkt hold, som på bare fem år har bygget en profitabel forretning med høj faglighed og en klar position i Microsoft-økosystemet. Det glæder jeg mig især til at bygge videre på – med respekt for det, de allerede har skabt,” siger Hans Dürke, direktør i CCIT.
Nubiz har omkring 20 medarbejdere i Storkøbenhavn og har på få år opbygget en stærk position inden for Microsoft Business Central. Med opkøbet styrker CCIT sine kompetencer inden for Microsoft-baserede løsninger og udvider samtidig koncernens samlede forretningsgrundlag.
I CCIT er ambitionen at fortsætte den decentrale model, hvor Nubiz videreføres med sit nuværende team og sin eksisterende faglighed, men med adgang til et større setup og fælles koncernfunktioner.
Opkøbet er en del af CCIT’s vækststrategi, hvor koncernen arbejder målrettet med både organisk vækst og opkøb for at etablere nye forretningsben og styrke sin position i markedet.





