Visa-undersøgelse: AI vil definere fremtidens bank
Hjem FINANSVisa-undersøgelse: AI vil definere fremtidens bank

Visa-undersøgelse: AI vil definere fremtidens bank

Af Redaktionen

Kunstig intelligens er på vej til grundlæggende at ændre det europæiske bankmarked frem mod 2030, men de strategiske valg, der træffes i dag, skaber allerede en voksende kløft i branchen.

En ny undersøgelse fra Visa viser, at hele 86 % af ledere i den europæiske banksektor forventer, at AI vil definere den næste generation af bankydelser.

Samtidig peger undersøgelsen på, at de aktører, som tidligt integrerer teknologien i deres strategiske beslutninger – frem for udelukkende at anvende den til at effektivisere interne processer – forventes at dominere markedet fremover.

En ny undersøgelse fra Visa, en af verdens førende virksomheder inden for digitale betalinger, viser, at ledere i den europæiske banksektor ikke blot ser kunstig intelligens (AI) som et værktøj til at øge effektiviteten. Tværtimod forventes teknologien grundlæggende at redefinere, hvordan fremtidens bank kommer til at se ud – og de aktører, der rykker hurtigst, forventes at opnå et markant forspring i forhold til konkurrenterne i løbet af det næste årti.

Undersøgelsen er gennemført af Visa Consulting & Analytics (VCA) og bygger på svar fra 325 ledende beslutningstagere på tværs af 17 europæiske markeder. Den peger på et tydeligt skifte fra en eksperimenterende fase til konkret implementering. Samtidig viser undersøgelsen, at der er ved at opstå en kløft mellem de banker, der anvender AI til at optimere den nuværende drift, og dem, der integrerer AI i de strategiske beslutninger, som skal forme bankernes fremtidige forretning.

Visa-undersøgelse: AI vil definere fremtidens bank

Claus Richter, landechef for Visa i Danmark

Undersøgelsens vigtigste resultater:
  • Høj udbredelse: Mere end 90 % af de europæiske banker anvender allerede en eller anden form for AI på tværs af deres centrale forretningsområder.
  • Tidlige frontløbere forventes at dominere: 86 % af lederne i den europæiske banksektor mener, at AI vil ændre markedet for privatbankydelser inden 2030, og 61 % forventer, at de tidlige frontløbere vil dominere deres markeder.
  • Fokus på effektivisering: Næsten halvdelen af bankerne (48 %) fokuserer fortsat deres AI-investeringer på operationel effektivitet eller medarbejderproduktivitet. 30 % angiver udelukkende omkostningsbesparelser som deres primære fokus – næsten dobbelt så mange som dem, der prioriterer kundeoplevelsen.
  • Anvendelsesområdet er afgørende: Banker, der fokuserer på kundecentrerede resultater (de såkaldte Trust Builders), har 40 % større sandsynlighed for at opnå gennemgribende gevinster end banker, der udelukkende fokuserer på effektivisering. En væsentlig årsag er, at de integrerer AI direkte i processer med høj aktivitet i realtid – eksempelvis realtidsbeslutninger, svindelbekæmpelse og personaliserede tjenester via autonome AI-agenter.
  • Mindre effekt i perifere forretningsområder: Når AI anvendes i mere perifere dele af forretningen, såsom produktudvikling eller udlånsprocesser, er effekten mere begrænset og flader hurtigere ud.

Rapporten viser, at banker benytter forskellige strategier til at implementere AI – og at disse valg har stor betydning for resultaterne. Omkring halvdelen af bankerne kan kategoriseres som Efficiency Seekers (48 %), der primært har fokus på omkostningsbesparelser. Trust Builders (30 %) prioriterer kundecentrerede resultater, mens Competitor Chasers (15 %) investerer som reaktion på konkurrencepres. En mindre gruppe, Compliance Keepers (7 %), fokuserer primært på at leve op til regulatoriske krav.

Det er især Trust Builders, der skiller sig ud i undersøgelsen. Denne gruppe er mest udbredt blandt digitale nichebanker og angiver i markant højere grad, at AI styrker kundernes tillid – særligt gennem hurtigere opdagelse af svindel og mere skræddersyede tjenester. De oplever også større produktivitetsgevinster. Hos 42 % af disse banker sparer medarbejderne to timer eller mere om ugen ved hjælp af AI, mod 28 % blandt Efficiency Seekers. Det viser, hvordan de strategiske valg allerede nu skaber mærkbare forskelle i sektoren.

Claus Richter, landechef for Visa i Danmark, siger: “AI vil definere den næste generation af bankydelser, men udviklingen kommer ikke til at ske gennem enkeltstående pilotprojekter eller isolerede initiativer. Den afhænger af, hvor godt bankerne formår at omstille selve kernen i deres organisation, så den understøtter teknologien. Muligheden ligger nu i at bygge med henblik på skalering – med moderne og fleksible systemer, sammenhængende data og AI integreret direkte i beslutninger i realtid. De banker, der får disse grundlæggende elementer på plads, vil kunne handle hurtigere, tilpasse sig hurtigere og levere de sikre, relevante og sammenhængende kundeoplevelser, som kunderne efterspørger.”

Christian Fegler, Head of Visa Consulting & Analytics (VCA) for Norden og Baltikum, siger: “Vores undersøgelse viser, at AI er bredt udbredt i den europæiske banksektor, men at resultaterne langtfra er ens. De fleste banker opnår gradvise forbedringer, mens en mindre gruppe skaber vedvarende og selvforstærkende effekter. Forskellen ligger i eksekveringen. De banker, der rykker fra resten af feltet, integrerer AI direkte i deres beslutningsprocesser, skalerer teknologien på tværs af forretningen og måler systematisk effekten ud fra klare performanceindikatorer. De eksperimenterer ikke blot i udkanten af organisationen – de gør AI til en integreret del af den måde, forretningen fungerer på”.

Visas fulde rapport, From AI Promise to AI Performance, herunder anbefalinger til, hvordan AI-modenheden kan styrkes, kan læses her.

###

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er bestilt af Visa (NYSE: V) og gennemført af Visa Consulting & Analytics (VCA) blandt 325 ledende beslutningstagere fra banker på tværs af 17 europæiske markeder.

Rapporten vurderer udbredelsen af AI og AI-strategier inden for private banktjenester.

Casebeskrivelser, statistikker, undersøgelser og anbefalinger leveres “som de er” og er udelukkende beregnet til informationsformål. De bør ikke lægges til grund for operationel, markedsføringsmæssig, juridisk, teknisk, skattemæssig, finansiel eller anden rådgivning. Visa Inc. afgiver ingen garantier eller erklæringer om fuldstændigheden eller nøjagtigheden af oplysningerne i dette dokument og påtager sig intet ansvar eller nogen forpligtelse for konsekvenser, der måtte opstå som følge af anvendelse af disse oplysninger. Oplysningerne i dette dokument udgør ikke juridisk rådgivning, og læserne opfordres til at søge rådgivning hos en kvalificeret juridisk rådgiver, hvis der er behov for det

 

Om Visa

Visa (NYSE: V) er globalt førende inden for digitale betalinger og faciliterer transaktioner mellem forbrugere, sælgere, finansielle institutioner og offentlige myndigheder i mere end 200 lande og territorier. Vores mission er at forbinde verden gennem det mest innovative, bekvemme, pålidelige og sikre betalingsnetværk, så enkeltpersoner, virksomheder og økonomier kan trives. Vi tror på, at økonomier, der inkluderer alle overalt, løfter alle overalt, og at adgang er fundamentalt for fremtidens betalingsstrømme. Læs mere på visa.dk

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>