BMW Group præsenterer ”Heart of Joy”, en ny central computer, der behandler information 10 gange hurtigere end tidligere systemer.
Den nye computer øger effektiviteten med 25 procent og introduceres i de kommende fuldelektriske modeller under Neue Klasse.
BMW afslører ”Heart of Joy”, en ny central computer designet til at maksimere køreglæden i den næste generation af BMW biler – Neue Klasse. Teknologien, der styrer drivlinjen og køredynamikken, testes i øjeblikket i konceptbilen BMW Vision Driving Experience. Denne konceptbil er ikke beregnet til serieproduktion, men fungerer i stedet som en rullende testenhed for Neue Klasse. Alle fuldelektriske Neue Klasse-modeller vil drage fordel af Heart of Joy. Den første model kommer i serieproduktion senere på året.
- Heart of Joy gør det muligt for os at tage køreglæden ikke kun til det næste niveau, men til et endnu højere niveau, siger Frank Weber, udviklingschef hos BMW AG.
Derudover øger vi effektiviteten og dermed rækkevidden yderligere, fordi føreren i fremtiden næsten udelukkende vil bremse ved hjælp af genindvinding af bremseenergi.
Ti gange hurtigere behandling af information
Med styringen af drivlinje, bremser, opladning, regenerering og underlæggende styrefunktioner behandler Heart of Joy informationerne ti gange hurtigere end tidligere systemer. Ved hjælp af genindvinding af bremseenergi danner elbilens drivlinje- og bremsefunktioner en symbiose.
Enheden styrer acceleration og nedbremsning, stabilisering af bilen, dynamiske styrefunktioner og styringen af opladning. Den centrale enhed og BMW Dynamic Performance Control-softwaren gør det muligt for alle tilsluttede aktuatorer at reagere øjeblikkeligt inden for millisekunder. Konventionelle systemer har separate kontrolalgoritmer til drivlinjen og bremserne, hvilket betyder, at potentialet i biler med kraftige elmotorer ikke kan udnyttes fuldt ud.
Præcision ved kørsel i kurver og ved nedbremsning
I dynamiske kørselsscenarier giver den nye kombination af Heart of Joy og BMW Dynamic Performance Control en helt ny balance og sikkerhed ved kurvekørsel. Bilen genererer imponerende trækkraft og kan styres gennem kurver med enestående præcision og stabilitet.
Ved lave hastigheder – fx ved køkørsel eller parkering – sikrer direkte signaloverførsler og hurtig informationsbehandling en endnu mere overbevisende køreoplevelse. I køretilstanden D eller B, eller ved brug af adaptiv fartpilot eller parkeringsbremse, smelter stop og start problemfrit ind i hinanden.
Genindvinding af bremseenergi giver 25 procent øget effektivitet
Den kontrollerede genindvinding af bremseenergien giver også mulighed for mere effektivt energiforbrug. I 98 procent af den elektriske kørsel behøver føreren ikke bruge de konventionelle bremser. Den bremsekraft, der genereres ved hjælp af genindvinding, er tilstrækkelig til normal hverdagskørsel. Kun i tilfælde af behov for kraftig nedbremsning, for eksempel i en nødsituation, kræves der indgreb fra friktionsbremserne. Samlet set øges systemets effektivitet med op til 25 procent.
En fjerde dimension
Det nye Heart of Joy er udviklet 100 procent in-house hos BMW og tilfører en fjerde dimension til den eksisterende trio af karakteristika for Neue Klasse; elektrisk, digital, cirkulær.
Den lille boks, som indeholder Heart of Joy, bliver en del af alle fremtidige produktionsmodeller under Neue Klasse. Konceptbilen BMW Vision Driving Experience gør derimod ikke, den tjener udelukkende til testformål.
Alle ovenstående informationer er gældende for tidspunktet, hvor den pågældende pressemeddelelse er udgivet. Informationerne kan ændre sig ligesom specifikationer og funktioner i pressemeddelelserne kan variere fra marked til marked. BMW Danmark forpligter sig ikke til at opdatere disse udsagn.
BMW Danmark A/S
BMW Danmark A/S importerer biler, motorcykler, reservedele og tilbehør af mærkerne BMW og MINI.
Salg og service udføres af ni autoriserede forhandlere og 17 serviceværksteder.
BMW Danmark er i 2024 – for 13. år i træk – kåret som vinder i kundetilfredshedsundersøgelsen AutoIndex for at have de mest tilfredse og de mest loyale bilejere.