Grant Thornton udsender årsregnskab præget af stærk vækst
Hjem VIRKSOMHED Grant Thornton udsender årsregnskab præget af stærk vækst

Grant Thornton udsender årsregnskab præget af stærk vækst

Af Redaktionen

Det landsdækkende revisions- og rådgivningshus Grant Thornton leverer årsregnskab med højeste omsætning nogensinde.

Resultatet kommer efter blandt andet større fusion med jyske kollegaer og en medarbejdervækst på 70 procent.

Det landsdækkende revisions- og rådgivningshus Grant Thornton har netop sendt deres seneste årsregnskab på gaden. Resultatet viser en omsætning på 402 millioner kroner, hvilket er en stigning på 20 procent i forhold til året før. Bruttofortjenesten vækstede med 18 procent til 315 millioner kroner.

Brian Rasmussen, der er partner og direktør i Grant Thornton, ser på vegne af direktionen, som også tæller Claus Carlsen og Thomas Hedegaard, tilbage på regnskabsåret med stor tilfredshed.

– Et af de store fokusområder i 2023 har været at samle det bedste fra hver af vores virksomheder og sammen bygge videre på fremtidens Grant Thornton som ét fællesskab, der favner fra Hadsten til Hillerød og fra Randers til København. Det er vi lykkedes med, og takket være vores dygtige og dedikerede medarbejdere kan vi i dag præsentere et særdeles stærkt Grant Thornton, fortæller Brian Rasmussen og uddyber:

– Hver eneste dag, vi møder ind, arbejder alle ud fra en fælles ambition om at være tæt på hinanden og tæt på vores kunder. Kernen er at skabe stærke relationer og sammen med kunderne udnytte vores mange specialkompetencer. Det er vi også nået i mål med, hvilket ses med stor tydelighed i regnskabet.

Landsdækkende i 2023

Grant Thornton blev i 2023 for første gang landsdækkende i Danmark, da virksomheden fusionerede med Kvist & Jensen, National Revision og senest med halvdelen af TT Revision, hvor sidstnævnte først for alvor slår igennem i 2024, da fusionen skete med virkning pr. 1. januar 2024. Fusionen i 2023 og løbende ansættelser har betydet, at antallet af medarbejdere er vokset med 70 procent fra 350 til 600 personer.

Grant Thornton udsender årsregnskab præget af stærk vækst

Brian Rasmussen

– Med fusionen er Grant Thornton nået til næste niveau. Det betyder meget for vores selvopfattelse og for den service, vi leverer, at vi nu er landsdækkende, og i det hele taget har sammenlægningerne været definerende for os som virksomhed. Det er noget, vi har brugt mange måneder på at få succes med. Vi har kæmpet sammen og er meget glade for resultatet, fordi vi vidste, at det var det den rigtige beslutning at slå os sammen, siger Brian Rasmussen.

Vigtige opgaver forude

Ifølge direktøren skal Grant Thornton – trods det stærke regnskab – ikke hvile på laurbærrene.

– En af de helt store udfordringer bliver fortsat at kunne tiltrække de helt rigtige talenter og samtidig holde fast i dem, vi allerede har. Et løft i vores samlede kompetenceniveau samtidig med, vi kommer endnu tættere på kunderne, er altafgørende for os som revisions- og rådgivningshus, så det aspekt fylder meget i strategiplanerne, siger Brian Rasmussen og fortsætter:

– Med fusionerne har vi i dag en langt større tilstedeværelse i hele landet. Imidlertid er vi endnu ikke lige så kendte i Jylland, som vi er på Sjælland og i hovedstadsområdet. Derfor skal vi i 2024 arbejde intenst på at udbrede kendskabet. Det vil især ske via styrket markedsføring, for vi vil gerne vise danske erhvervsdrivende, at vi er her for dem, og at vi har et stort katalog af forskellige kompetencer, som kan hjælpe dem og deres forretning, slutter Brian Rasmussen.

Grant Thornton Danmark er en del af Grant Thornton International, der på verdensbasis har ca. 70.000 ansatte fordelt på mere end 130 lande. Den danske afdeling har i dag kontorer i Randers, Grenaa, Hadsten, Aarhus, København, Hillerød, Roskilde, Hadsund og Aalborg.

 

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>