Efter ti år i toppen af amerikansk tech skifter Louise Sara Baunsgaard nu til den danske cybersikkerhedsvirksomhed Guardsix (tidligere Logpoint).
Her skal hun være med til at positionere virksomheden som et europæisk alternativ i en tid, hvor cybersikkerhed i stigende grad handler om geopolitik, datasuverænitet og kontrol over kritisk infrastruktur.
Louise Sara Baunsgaard tiltræder som Global Marketing & Communications Director hos Guardsix efter at have haft ansvaret for at drive den internationale repositionering, herunder navneskiftet fra Logpoint.
Hun kommer fra Meta, hvor hun gennem et årti har haft ledende marketingroller i Norden. Herefter var hun Marketing Director hos Nets og senest medstifter af AI-virksomheden Get BOB.

Annbritt Andersen og Louise Sara Baunsgaard, Guardsix
Ifølge Louise Sara Baunsgaard handler skiftet væk fra big tech om timing, værdier og relevans:
“Vi står i et skifte, hvor teknologi ikke længere kun handler om innovation og vækst, men om kontrol, modstandsdygtighed og samfundssikkerhed. Guardsix beskytter den kritiske infrastruktur, som vores samfund er afhængige af. Det er svært at forestille sig en vigtigere mission at kommunikere,” siger hun.
Ansættelsen sker samtidig med, at europæiske virksomheder og myndigheder i stigende grad efterspørger sikkerhedsløsninger, hvor data, compliance og jurisdiktion forbliver under europæisk kontrol.
Et opgør med frygtbaseret kommunikation
For Guardsix er ambitionen at skabe et mere tillidsbaseret alternativ i en branche, der ofte kommunikerer gennem frygt.
“Cybersikkerhed er blevet domineret af støj, frygt og kompleksitet. Hos Guardsix tror vi på det modsatte. Teknologi skal skabe ro, tillid og handlekraft. Vores opgave er at sikre, at kunderne kan fokusere på deres forretning og på samfundsopgaven – fordi vi har deres ryg i baggrunden,” siger Louise Sara Baunsgaard.
Louise Sara Baunsgaard bliver en del af den kommercielle ledelse hos Guardsix og skal arbejde tæt sammen med virksomhedens Global CRO, Annbritt Andersen, der tidligere har haft internationale lederroller hos Microsoft og Lenovo.
“Louise kommer med en sjælden kombination af global branderfaring, strategisk skarphed og evnen til at gøre komplekse teknologiske dagsordener relevante for mennesker og beslutningstagere. Det er præcis den profil, der skal til, når europæisk cybersikkerhed skal tage en stærkere position internationalt,” siger Annbritt Andersen.
Louise Sara Baunsgaard tiltrådte stillingen den 1. maj 2026, efter at have haft ansvaret for repositioneringen siden februar 2026.
Om Guardsix
Guardsix (tidligere Logpoint) er en ledende europæisk cybersikkerhedsvirksomhed, der leverer en samlet security operations platform, som hjælper både samfundskritiske organisationer og eksterne sikkerhedspartnere med at operere under de strengeste krav til beskyttelse og compliance. Med hovedsæde i København og 300 medarbejdere er Guardsix betroet sikkerhedspartner for kunder over hele Europa og har den anerkendte SOC 2 Type II attest.





