1b4739b1 56f7 4260 ae9d 69c1ff364fc8 erer
Hjem BÆREDYGTIGHEDENERGINy tendens på elmarkedet har bidt sig fast: Nu får du den billigste strøm midt på dagen

Ny tendens på elmarkedet har bidt sig fast: Nu får du den billigste strøm midt på dagen

Af Redaktionen

Halvvejs gennem marts har en ny udvikling bidt sig fast.

Prisbevidste elkunder skal nu have fokus på dagslyset for at finde de billigste elpriser.

Forårsblomsterne er for alvor begyndt at skyde op af jorden, men det er faktisk ikke det eneste forårstegn i disse dage. I takt med at vi har fået mildere temperaturer og mere sol, har mønstret også ændret sig for, hvornår på døgnet, man finder de billigste elpriser. I marts har det derfor været mellem klokken 12 og 15, at man skulle starte opvaskemaskinen, lade elbilen eller bruge tørretumbleren, hvis man vil udnytte de billigste timer. Her lå gennemsnittet for den rene elpris på mellem 0,36 og 0,42 kr/kWh*.

1b4739b1 56f7 4260 ae9d 69c1ff364fc8 erer– Som forbruger er det virkelig værd at være opmærksom på prisbevægelser, for der kan potentielt være en hel del at spare. Det gælder ikke mindst for landets efterhånden mange elbilister, som i perioder næsten kan lade deres elbil op gratis midt på dagen, hvor de så sent som i februar skulle sætte elbilen til at lade midt om natten, siger Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning.

I marts har elpriserne i perioder været presset så langt ned, at det resulterede i negative elpriser for første gang i år. Det skete onsdag i denne uge, hvor elprisen var negativ fra klokken 12 og 15 i Jylland og på Fyn, mens det for elkunderne øst for Storebælt skete mellem klokken 13 og 15.

Ny udvikling har bidt sig fast

Det er en relativt ny tendens, at de billigste elpriser rykker til dagtimerne i foråret. Går man bare få år tilbage, lå de billigste timer konsekvent om natten uanset hvilken måned, der var tale om.

I takt med at der er etableret mere solenergi i Danmark og resten af Europa, har solens stråler været med til at presse elprisen i bund midt på dagen. Det skete for første gang i 2020, hvor april og maj havde de billigste timer omkring middagstid, og siden er udviklingen blot taget til. I 2023 strakte perioden sig fx fra marts til og med september, mens den i 2024 og sidste år gik fra marts og til oktober og november.

De lave elpriser i dagtimerne betyder også, at priserne svinger mere i løbet af dagen. I marts har jyder og fynboer således allerede kunnet opleve, at forskellen på den dyreste og billigste time har ligget på mere end én krone seks gange, mens det for danskere øst for Storebælt har været tilfældet syv gange.

– Vi skal som forbrugere vænne os til en ny virkelighed, når det kommer til elpriserne. Vi ser helt generelt flere udsving i elpriserne, og derfor forsøger vi som energiselskab at hjælpe vores kunder med at få opbygget nye vaner. I vores energi-app kan de fx skabe overblik over deres forbrug og følge priserne, mens vores ladekunder bare kan koble bilen til deres ladeboks, så sørger vores system for automatisk at lade bilen op, når prisen er lavest, siger Mads Brøgger.

Erfaringerne fra de senere år viser, at mønsteret for elpriserne vender igen omkring oktober og november, hvor det atter er timerne om natten, hvor forbrugerne finder de billigste elpriser.

*Oveni den rene elpris kommer den statslige elafgift, eltarif til statslige Energinet, abonnementer, spottillæg, moms og nettarif til det lokale elnetselskab. Tarifferne kan også svinge fra time til time alt efter, hvilken tarifmodel de enkelte elnetselskaber bruger.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>