Kommende forældre tænker mere over udgifterne ved at få et barn og tvivler på tommelfingerreglen om en million kroner.
Det har fået Børneloppen til at regne på besparelsen ved at købe alt til første barn brugt.
Hvorvidt tommelfingerreglen om, at det koster en million at have et barn de første 18 år, holder i 2025, tvivler flere kommende forældre på. Mens rådighedsbeløbet til mad, tøj, aktiviteter med videre ifølge Finanstilsynets beregninger skal forhøjes med 2500 til 3500 kroner om måneden per barn, er de faste udgifter til blandt andet bolig, transport og daginstitution samtidig steget.
I januar steg forbrugerprisindekset med 1,5 procent sammenlignet med januar 2024, og de økonomiske bekymringer er fulgt med. Forbrugertilliden er dalet i februar 2025 og ligger nu på -14,5, hvor den i januar lå på -11,7. For et år siden i februar 2024 var den på -7,4. Det viser målinger fra Danmarks Statistik.
Blandt både nybagte og kommende forældre fylder økonomien mere, oplever man hos Børneloppen, der sælger brugt børnetøj -og udstyr.
– Økonomi er noget, vi snakker meget med de helt nye og de kommende forældre om, og der er flere, der tvivler på, om en million per barn er retvisende i dag. Det er jo fornuftigt at forholde sig til det. Man kan godt få et chok, når man regner sammen, hvad det koster i starten med indkøb af alle de store ting som barnevogn, autostol, babyseng og alt det andet, hvis det hele skal købes fra ny, siger Johanna Kiel, der er en af indehaverne af Børneloppen.
Sparer over 80 procent
De voksende økonomiske bekymringer blandt forældrene har fået genbrugskæden til at lave en udregning på, hvor stor en forskel det kan gøre, hvis man som førstegangsforældre køber de grundlæggende ting brugt i stedet for helt nye, og besparelsen løber op på 85 procent.
Ifølge Børneloppens beregninger koster en helt ny tremmeseng eller vugge eksempelvis mellem 1500 og 3000 kroner, hvor prisen hos Børneloppen er omtrent 300 kroner. En ny barnevogn koster mellem 5000 og 10.000 kroner, mens den brugt fås hos Børneloppen for 2000 kroner.
– De stigende priser på mad, bolig, transport og institutionspladser kan vi ikke gøre meget ved, men der er steder, hvor man faktisk kan spare penge. Mange ved allerede, at man kan skære rigtig meget af prisen ved at købe brugt, men at den samlede besparelse for hele ’startpakken’ til det første barn kan komme helt op på 85 procent, vil nok alligevel overraske mange, lyder det fra Johanna Kiel.
Børneloppen har forholdt sig til en samlet liste over alt det, man typisk anskaffer sig ved første barn – tremmeseng, madras, babydyne, sengetøj, barnevogn, autostol, bæresele, puslebord, puslepude, stofbleer, babybadekar, håndklæder, vaskeklude, ammepude og -indlæg, sutteflasker, tøj og småting som termometer og baby-neglesaks.
Man er kommet frem til en samlet pris på omtrent 4000 kroner i Børneloppen, mens estimatet for at købe de samme ting, men spritnye ender på mellem 13.350 og 27.700 kroner. Det giver en samlet besparelse på mellem 70 og 85 procent ved at købe brugt, alt efter om man går efter de billigste eller dyreste ting. Se undersøgelsen her.
Børneloppen er en landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk