Hader at feje, hader alt digitalt og hader manualer.
Det er blot nogle af stikordene, der beskriver Schneider Electrics største kritiker – elektrikerchefen – som virksomheden netop har indgået nyt samarbejde med.
Den globale energioptimeringsspecialist, Schneider Electric, har netop indgået et strategisk samarbejde med deres allerstørste kritiker. Formålet er at komme endnu tættere på landets elektrikere og tage ved lære af kritikerens – der går under navnet Chefen – særlige syn på arbejdsgange, el-arbejde og samarbejde.
Chefen laver oldschool, førsteklasses el-arbejde til den højest bydende og har (ifølge sig selv) styr på det hele. Desuden er det ufatteligt længe siden, at nogen har lært Chefen noget som helst, for han kan sit kram som elektriker. Nu ser han frem til at lære Schneider Electric, hvordan el-arbejdet skal gøres.
Schneider Electric har allieret sig med Chefen på blandt andet Facebook, hvor han deler sine gode råd om el-arbejde og uden filter fortæller, hvad han mener om manualer, sikkerhedsforskrifter og digitale løsninger.
”Er jeg glad for samarbejdet med Schneider Electric? Tja, jeg ved sgu ikke… Jeg er da glad for at kunne fortælle dem, hvor skabet skal stå. Altså el-skabet. Hvis det var op til dem, så var det sikkert også en app,” siger Chefen og fortsætter:
”Hør her, de siger jo selv, at de ikke kan undvære mig. De er overbeviste om, at de med nye perspektiver og åben dialog – gaaab – kan skabe endnu bedre service og mere innovative produkter. Så længe de gør, hvad jeg siger, skal det nok gå,” og fortsætter igen:
”Min lærling Lennart sagde, at de er kåret til verdens mest bagerdygtige virksomhed. Jeg fatter ikke helt, hvorfor en virksomhed, der arbejder med stikkontakter, bøvler med at bage, men hva’ faen, jeg elsker kage.”
*Chefen er en fiktiv figur, der fremadrettet vil dele ud af sine mange meninger, blandt andet på Schneider Electrics Facebook-side ’Lauritz Knudsen by Schneider Electric’ og hans egen side ’Chefen – En kæmpe MotherFuga af en elektriker’.
Om Schneider Electric
Schneiders formål er at skabe indflydelse og gøre en forskel ved at give alle adgang til at få mest muligt ud af vores energi og ressourcer og bygge bro mellem fremskridt og bæredygtighed for alle. Hos Schneider kalder vi dette Life Is On. Vores mission er at være den betroede partner inden for bæredygtighed og energieffektivisering.
Vi er en global leder inden for industriel teknologi, der bringer verdensførende ekspertise inden for elektrificering, automatisering og digitalisering til intelligente industrier, modstandsdygtig infrastruktur, fremtidssikrede datacentre, intelligente bygninger og intuitive hjem. Med udgangspunkt i vores domæneekspertise leverer vi integrerede end-to-end-livscyklus AI-faciliterede industrielle IoT-løsninger med forbundne produkter, automatisering, software og services, der leverer digitale tvillinger for at muliggøre profitabel vækst for vores kunder.
Vi er en virksomhed med et økosystem af 150.000 kolleger og mere end en million partnere, der opererer i over 100 lande for at sikre en tæt relation til vores kunder og interessenter. Vi favner mangfoldighed og inklusion i alt, hvad vi gør, og er styret af vores formål om at skabe en bæredygtig fremtid for alle. www.se.com/dk