Nordens største teleselskab, Telia, aflægger i dag kvartalsregnskab for Q2 2018. Telia Danmark leverer en forbedret indtjening og et stærkt cash flow.
”Helt grundlæggende driver vi en stabil forretning. Vi lander et EBITDA på plus 122 mio. danske kroner i andet kvartal. Det er 3,4 pct. bedre end samme kvartal sidste år”, siger administrerende direktør i Telia Danmark Morten Bentzen i en kommentar til regnskabet.
”På kundesiden går vi frem med ca. 5.000 kunder i forhold til seneste kvartal. Det er jeg selvfølgelig positiv over. Men jeg er især glad for at se, at stadig flere kunder vælger at blive hos os. Vores fokus på at digitalisere kundeoplevelsen og fjerne, det vi kalder pain-points, for vores kunder virker. Over en tredjedel af vores kundebase bruger allerede vores digitale selvbetjeningsunivers Mit Telia. Samtidig har både nye og eksisterende kunder taget godt i mod vores nye mobilportefølje med blandt andet Fri Data. ”, siger Morten Bentzen.