Tre ud af fire selskaber havde plus på bundlinjen i 2019

De danske selskaber var tilsyneladende økonomisk godt polstret forud for coronakrisen.

Tre ud af fire selskaber havde plus på bundlinjen i 2019 1I hvert fald kom 74 procent ud af 2019 med et overskud. Det viser en analyse fra kreditvurderingsselskabet Visma Rating.

Med NOVO NORDISK A/S i spidsen rullede de danske selskaber flot ud af regnskabsåret 2019. Medicinalproducenterne fra Bagsværd landede med en bundlinje på 38,9 mia. kroner det største overskud af alle.

I alt 48.000 selskaber har i perioden fra den 1. januar til den 31. maj indberettet deres årsregnskab for 2019, og hele 74 procent af disse kom ud af regnskabsåret med et plus på bundlinjen. Sidste år var den tilsvarende andel 67,3 procent. En kraftig stigning – i hvert fald på papiret.

– På overfladen indikerer tallene, at erhvervslivet helt overordnet har klaret sig bedre økonomisk end året før. Men med til historien hører også, at antallet af offentliggjorte regnskaber er faldet med 30 procent. En af grundene til det er sandsynligvis regeringens udskudte frist for årsregnskaber til den 1. september, siger dataanalytiker i Visma Rating, Rasmus Barnechow Mohn Larsen.

Bryggerigigant med størst vækst

Den største forbedring af bundlinjen leverede CARLSBERG BREWERIES A/S.

Bryggerigiganten fra Valby forbedrede resultatet med mere end 1,4 mia. kroner fra 2018 til 2019 og var dermed én af blot tre virksomheder, som forbedrede resultatet med mere end en milliard kroner. 79 virksomheder forbedrede resultatet med et trecifret millionbeløb.

Hele 5.465 selskaber formåede fra 2018 til 2019 at vende et underskud til et overskud, mens 3.716 virksomheder oplevede den modsatte udvikling: Deres plus på bunden var i perioden blevet et minus.

Så mange ramte en milliard

Kun to selskaber oplevede, at bundlinjen gik fra millioner til milliarder fra 2018 til 2019. Hos NORDIC TRANSPORT GROUP A/S voksede bundlinjen fra 111 mio. kroner til 1,2 mia. kroner, og hos DUPONT NUTRITION BIOSCIENCES ApS blev 800 mio. kroner til 1,8 kroner på et år.

I alt 24 af de 48.000 selskaber endte med en bundlinje mod en milliard kroner eller derover.