TotalEnergies kan på vegne af Dansk Undergrunds Consortium meddele, at Danmarks største gasfelt, Tyra, har nået fuld drift og hermed er det store genopbygning-projekt officielt afsluttet.
Nu vil Danmark igen være både selvforsynende og nettoeksportør af gas, hvilket understøtter dansk og europæisk forsyningssikkerhed.
”Det er afgørende for os, at Tyra nu har opnået fuld drift. Det har vi arbejdet på at opnå siden 2019, hvor vi midlertidigt stoppede produktionen for at muliggøre genopbygningen. Produktionen sikrer Danmark en stabil gasforsyning mens vi udvikler et grønnere energisystem. Tyra gasanlægget forventes at levere op mod 2,8 milliarder kubikmeter gas om året, hvilket kan sammenlignes med Danmarks årlige gasforbrug på 1,4 milliarder kubikmeter i 2024. Derfor bidrager produktionen også til forsyningssikkerheden hos vores europæiske naboer,” siger Ole Hansen, administrerende direktør for TotalEnergies EP Danmark.
Tyra har været en vigtig del af Danmarks gasforsyning siden 1984. Grundet nedsynkningen af havbunden under Tyra, blev det i 2017 besluttet at genopbygge anlægget for at sikre produktionen i de kommende årtier. Tusindvis af TotalEnergies medarbejdere og eksperter hos leverandører har arbejdet dedikeret på at fjerne, genbruge og genanvende det gamle Tyra samt bygge nye topmoderne faciliteter. Siden vi genstartede produktionen i marts 2024, har vi fokuseret på at øge produktionen og genoprette gasstrømmen fra de omkringliggende felter.
”Tyra vil spille en afgørende rolle i Danmarks energilandskab i de kommende årtier ved at levere dansk gas fra Nordsøen med 30% lavere CO2-udledninger sammenlignet med det tidligere anlæg. Den meget komplekse genopbygning er et bevis på, at offshore-industrien i Nordsøen med base i Esbjerg er i verdensklasse. En opgave, der ikke ville have været mulig uden de tusindvis af dygtige og dedikerede medarbejdere fra de mange globale og lokale virksomheder, som har brugt mere end 46 millioner mandetimer på at få os derhen, hvor vi er i dag,” siger Ole Hansen.
Tyra ligger 225 kilometer ud for Danmarks vestkyst i Nordsøen. Som en af de mest teknologisk avancerede offshore-installationer i verden kan Tyra fjernstyres fra land og kan producere gas med lavere CO2-udledning. Dette er muligt på grund af den forenklede infrastruktur, 100.000 datapunkter indsamlet via sensorer, nye processer, lavere produktionsniveauer og forbedret energieffektivitet.
Tyra-anlægget kan producere og eksportere gas fra flere felter, herunder Tyra Øst, Tyra Vest, Tyra Sydøst, Harald, Valdemar og Roar. Gassen leveres til Europa gennem eksportrørledninger til Nybro i Danmark og Den Helder i Holland.
TotalEnergies driver Dansk Undergrunds Consortium med en andel på 43,2 % sammen med partnerne BlueNord (36,8 %) og Nordsøfonden (20 %).
Om TotalEnergies i Danmark
TotalEnergies er en førende energivirksomhed i Danmark med aktiviteter inden for olie, gas og vedvarende elektricitet. TotalEnergies beskæftiger en mangfoldig og international arbejdsstyrke på omkring 1.200 personer i Esbjerg, offshore og i København. TotalEnergies står for mere end 80% af olien og 90% af den gas, der produceres i Danmark. Driften har stor fokus på at nedbringe drivhusgas-emissioner, hvilket bland andet betød at rutinemæssig flaring blev afviklet i 2023. Derudover er TotalEnergies i gang med at udvikle CO2-lagring i Danmark, som forventes at kunne lagre op til 5 mio. tons CO2 om året fra 2030. Indenfor vedvarende energi udvikler TotalEnergies to havvindmølleprojekter (med en kapacitet på samlet 405 MW) og arbejder på at udvikle yderligere aktiviteter inden for vind, solenergi og biogas. Vores aktiviteter, der går mere end et halvt århundrede tilbage, leverer et vigtigt bidrag til den danske energiforsyning, økonomi og beskæftigelse.
Om TotalEnergies
TotalEnergies er et globalt integreret energiselskab, der producerer og markedsfører energi: olie og biobrændstoffer, naturgas og grønne gasser, vedvarende energi og elektricitet. Vores mere end 100.000 medarbejdere er engagerede i at forsyne så mange mennesker som muligt med energi, der er mere pålidelig, billigere og mere bæredygtig. TotalEnergies er aktiv i omkring 120 lande og har bæredygtighed i centrum for både selskabets strategi, projekter og drift.