Den danske BMW-fabrikskører og tidligere Formel 1-kører fortsætter samarbejdet med den nordjyske softwarevirksomhed Admin By Request.
Kevin Magnussen tager i 2025 hul på et nyt kapitel i karrieren som fabrikskører hos BMW M Motorsport, og samtidig fortsætter den danske racerkører og tidligere Formel 1-kører sit strategiske samarbejde med Admin By Request
. Partnerskabet, som begyndte i 2023, har hjulpet den fremadstormende nordjyske softwarevirksomhed med at nå nye markeder globalt, og denne indsats fortsætter nu i verdensmesterskabet for sportsvogne, FIA World Endurance Championship.
– Vi er begejstrede for det partnerskab, som vi gennem de seneste to år har bygget op med Kevin Magnussen. Det har øget vores synlighed på det globale techmarked og givet os muligheder, som vi har formået at udnytte, akkurat som det var formålet. Netop derfor ser vi al mulig grund til at fortsætte samarbejdet med Kevin, som nu ovenikøbet tager hul på et nyt og spændende kapitel i sin karriere i toppen af sportsvognsracing med BMW M Motorsport. Vi glæder os til at fortsætte rejsen og ser frem til sæsonens højdepunkter, ikke mindst det ikoniske 24-timersløb på Le Mans, som jo har adskillige millioner af fans verden over, lyder det fra CEO hos Admin By Request, Lars Sneftrup Pedersen.
Partnerskabet betyder, at Admin By Request fortsat vil være synlig med logo på både Kevin Magnussens hjelm og køredragt i hele 2025-sæsonen. Fans og følgere af Admin By Request på sociale medier vil som tidligere få mulighed for at deltage i konkurrencer og blive opdateret på Kevin Magnussens aktiviteter på racerbaner verden over.
– Endnu en gang vil jeg sige kæmpe tak til hele holdet bag Admin By Request. Jeg er stolt over at være ambassadør for en virksomhed, som er blandt verdens bedste inden for deres felt, og ikke mindst over at kunne bidrage til deres succes. Jeg ser frem til at fortsætte partnerskabet og hjælpe med at fremme deres position på markedet gennem styrket awareness og spændende aktiviteter, lyder det fra Kevin Magnussen.
2025-udgaven af FIA World Endurance Championship – det officielle verdensmesterskab for sportsvogne, hvor Kevin Magnussen og BMW M Motorsport blandt andet skal kæmpe imod fabriksteams fra Ferrari, Porsche, Aston Martin og Toyota – skydes i gang med et 10-timersløb i Doha, Qatar, den 28. februar.
Verdensmesterskabet består af otte løb, heriblandt 24-timersløbet på Le Mans i Frankrig til juni, og derudover deltager Kevin Magnussen også i tre langdistanceløb i det amerikanske sportsvognsmesterskab, IMSA WeatherTech SportsCar Championship.
OM ADMIN BY REQUEST
Admin By Request er en cloud-baseret PAM-løsning (Privileged Access Management), som gør det muligt for virksomheder at administrere og kontrollere brugernes lokale administratorrettigheder uden at gå på kompromis med slutbrugerens produktivitet. Virksomheden er grundlagt af danske tech-iværksættere med den grundlæggende idé at skabe enklere styringsværktøjer til administratorer.
Admin By Request har kontorer i USA – San Francisco, Chicago, New York – samt Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Schweiz, Benelux, Spanien, New Zealand, Thailand og de tre skandinaviske lande, Danmark, Sverige og Norge. Over 10.000 virksomheder i mere end 160 lande bruger Admin By Request-softwareløsningerne.