Atea har vundet kontrakten om telefonidrift i Region Hovedstaden i et EU-udbud og skal de kommende minimum 5 år varetage den kritiske drift af regionens telefoni-infrastruktur.
Regionen har i sit udbud lagt vægt på, at den valgte leverandør skulle levere stabil drift og desuden fungere som sparringspartner omkring videreudvikling, optimering og konsolidering af regionens forskellige telefoniservices.
”Aftalen er en værdsat anerkendelse af det solide samarbejde, vi allerede har med Region Hovedstaden. Vi er stolte af den tillid, regionen viser os ved at lægge driften af så kritisk et område i vores hænder. Vi ser frem til at løfte det ansvar og ikke mindst bistå med at udvikle regionens telefoni-infrastruktur over de kommende år,” siger administrerende direktør i Atea, Kathrine Forsberg.
Atea skal fremover dække regionens 110 matrikler, hvor selve telefoniudstyret er koncentreret på 18 matrikler. Den kritiske drift af akutberedskabet bag akuttelefonen 1813 er ligesom regionens 12 hospitaler inkluderet i aftalen.
”Vi har i valget af ny leverandør lagt vægt på at finde en driftsleverandør og samarbejdspartner, der kan give os nødvendig og værdifuld sparring omkring videreudvikling, optimering og konsolidering af vores telefoniservices. Atea har i deres tilbud og ved forhandlingsmøderne vist, at de har kompetencerne og kapaciteten til at indfri vores forventninger,” siger Michael Fischer, sektionschef for netværk, telefoni og IT-sikkerhed services i Region Hovedstaden.