Elektrikerlærling Max Birk Sandvad modtager legat fra Sydbank Fonden
Hjem VIRKSOMHEDElektrikerlærling Max Birk Sandvad modtager legat fra Sydbank Fonden

Elektrikerlærling Max Birk Sandvad modtager legat fra Sydbank Fonden

Af Redaktionen

Hvad der var maskeret som et personalemøde på en almindelig torsdag eftermiddag viste sig at være en hyldest til VS Automatics elektrikerlærling Max Birk Sandvad.

Den dygtige lærling modtog Sydbank Fondens lærlingelegat på 15.000 kr. for hans udmærkelse gennem hans læretid.

Den østjyske elinstallatør VS Automatic har fået endnu en anerkendelse for deres målrettede indsats med at skabe gode rammer for virksomhedens ansatte, og særligt for deres lærlinge. Én af elinstallatørens mange elektrikerlærlinge, Max Birk Sandvad, er i oktober måned blevet tildelt Sydbank Fondens lærlingelegat som en hyldest til hans flotte indsats gennem læretiden.

”Skal firmaet sælges, eller?”

Alle ansatte i VS Automatic var indkaldt til personalemøde en torsdag eftermiddag i oktober måned. Der var lagt op til hyggeligt kollegialt samvær med kolde og varme forfriskninger, men ingen var klar over, hvad der skulle foregå. Gisningerne var mange, og nogle ansatte troede endda, at den robuste elinstallationsvirksomhed skulle sælges. Det var dog langt fra, hvad der var på agendaen.

Da alle ansatte var samlet, gav direktør for VS Automatic, Torben Steffensen, ordet til Sydbank Fondens repræsentant René Sommer, erhvervsdirektør hos Sydbank, som fortalte, hvorfor netop han var mødt op til dagens begivenhed. Endelig kunne sløret løftes for, hvad der i virkeligheden skulle foregå til det såkaldte ”personalemøde”.

Elektrikerlærling modtog legat på 15.000 kr.

Torben Steffensen rejste sig op og gav en masse roser med på vejen til den heldige lærling, der endnu ikke vidste, at det var ham, de flotte ord var henvendt til.

Til sidst blev spændingen udløst, og Max Birk Sandvad blev bedt om at træde nærmere og modtage sit legat på 15.000 kr.

Elektrikerlærling Max Birk Sandvad modtager legat fra Sydbank Fonden

Max Birk Sandvad (i midten) modtager Sydbank Fondens lærlingelegat. Til venstre ses René Sommer, erhvervsdirektør hos Sydbank, og til højre ses Torben Steffensen, direktør hos VS Automatic.

Om Max Birk Sandvad fremhævede Torben Steffensen bl.a.: ”Hvis Max var en app, ville han være to do-listen i Noter på mobilen. Man kan sætte flueben ved alt, og der er altid styr på tingene. Han er glad, hjælpsom og en god og vellidt kollega – både her og ude hos kunderne.”

Han tilføjer: ”Max er desuden selvantændende, fordi han starter på opgaverne helt af sig selv. Vi får ros fra kunderne, fordi han gør det godt.”

Med de ord kunne Max Birk Sandvad vende tilbage til sine stolte kolleger på tilskuerrækkerne, der glædede sig til at nyde et stykke kransekage med deres dygtige kollega.

Hylder unge der vælger en erhvervsuddannelse

Lærlingelegatet gives til virksomheder, som, ifølge Sydbank Fonden, har knækket koden til at tiltrække og beholde lærlinge. De udvalgte virksomheder giver de unge mennesker gode rammer for trivsel, hvor læring og ansvar går hånd i hånd.

Legatet hylder dem, der vælger en erhvervsuddannelse, da det modvirker manglen på kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Derudover er legatet udelukkende til lærlingen selv, og ikke til virksomheden.

Relaterede artikler

Vi bruger cookies og andre identifikatorer for at forbedre din oplevelse. Dette giver os mulighed for at sikre din adgang, analysere dit besøg på vores hjemmeside. Det hjælper os med at tilbyde dig personlig indhold og nem adgang til nyttige oplysninger. Klik på "Jeg accepterer" for at acceptere vores brug af cookies og andre identifikatorer eller klik på "Flere oplysninger" for at justere dine valg. jeg godkender Flere oplysninger >>