Nu skal du ikke længere bekymre dig om at løbe tør for strøm, når du er på vej syd- eller nordpå.

Søren Poulsgaard Jensen (CEO Scandlines), Mette Marie Knudsen (Senior Business Developer E.ON), Britt Karlsson-Green (Project Manager GREAT, Region Skåne), Heiko Kähler (Direktør Scandlines Deutschland GmbH)
Med to nye hurtigladere ved BorderShop Puttgarden og BorderShop Rostock kan du hurtig lade op og køre videre. I samarbejde med energiselskabet E.ON har Scandlines opsat ladestandere, som vil gøre det endnu lettere for elbilisterne at køre til og fra Tyskland.
”Det er helt naturligt for Scandlines at tænke grønt – også når det kommer til at sikre strøm til elbiler. Vi har siden 2013 sejlet med hybridfærger på vore færgeruter, og det er en del af vores grønne vision at se på alle de områder, hvor vi kan gøre en forskel for miljøet,” siger Søren Poulsgaard Jensen, Scandlines’ CEO.
”Vores ambition er at gøre det nemt for elbilister at køre på tværs af byer og landegrænser. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Scandlines gør det lettere at krydse den tyske grænse, mens vi tager endnu et skridt i den grønne omstilling,” forklarer Bertil Hammerby, chef for E.ON Drive, og pointerer, at E.ON i dag har mere end 1.350 offentlige ladepunkter i Danmark. E.ON planlægger ligeledes at udbygge et netværk af lynladestationer ned gennem Tyskland og resten af Europa frem mod 2020.
De to nye hurtigladere ved Scandlines BorderShops har hver plads til to elbiler. Hurtigladerne er delvis støttet af EU-projektet GREAT, som E.ON er en del af. Projektet arbejder blandt andet på at skabe en grøn transportkorridor mellem Skandinavien og Nordtyskland. Laderne kan benyttes af alle elbilister.