Skærme i skolen bliver ofte omtalt i generelle vendinger af politikere og debattører, men begrebet ’skærme’ er for omfangsrigt og unuanceret, mener forsker i digitale læremidler, der savner sproglig præcision.
Den danske skole er verdens mest digitaliserede, og ifølge nye PISA-resultater bruger danske elever digitale midler i 72 procent af undervisningstimerne i folkeskolen.
Det giver anledning til hyppig debat blandt politikere, debattører og skoleaktører om, hvorvidt skærme i skolen er gunstigt for læringsmiljøet.
Den retoriske brug af begrebet skærme er dog for omfangsrig og upræcis og derfor problematisk, mener Peter Holmboe, som forsker i digitale læremidler og didaktisk design i digitalt understøttende læringsmiljøer ved UC Syd.
– Skærme er et alt for omfangsrigt begreb, som ofte anvendes om både enhederne og indholdet i dem. Nogle gange refereres der med begrebet til for eksempel mobiler, computere eller iPads og andre gange til selve indholdet og brugen af dem – som var det en indholdsløs kasse, hvori man kan lægge det, der lige passer ind i sammenhængen, siger Peter Holmboe og tilføjer:
– Jeg savner sproglig præcision, så alle er indforstået med, hvad der konkret bliver talt om – frem for, hvad vi tror, der bliver talt om. Et generelt budskab om skærme bliver for let at tilslutte sig eller afstå fra, da mange har en forudindtaget opfattelse af, hvad begrebet dækker over.
Ifølge Peter Holmboe kan digitale læremidler være gunstige i skolen i rette kontekst. Det er også lærernes vurdering, fortæller Mathilde Mikkelsen, der som læringsansvarlig for læsetræningsplatformen FrontRead har været i kontakt med over 100 lærere. I en ny rundspørge fra FrontRead svarer tæt på to ud af tre lærere, at deres elever er blevet bedre læsere af at bruge et digitalt læsetræningsprogram, mens hver anden svarer, at de oplever, at det motiverer eleverne mere til at læse.
– Der er opstået en ærgerlig sort-hvid diskussion i mediebilledet og blandt politikere om, hvorvidt skærme er godt eller dårligt. Jeg savner, at den skarpe kategorisering i debatten bliver nedbrudt, så det i stedet handler om, hvornår digitale og analoge redskaber er gode eller mindre gode, og hvorfor. Det er også sådan, lærerne går til et digitalt læremiddel – de ser på konteksten.
Digitale læremidler bør gå hånd i hånd med analoge
Mathilde Mikkelsen mener, at lærerne bør veje fordele og ulemper ved et digitalt læremiddel i en given undervisningssituation.
– Gamification og adaptive elementer kan understøtte lærerens undervisning ved at tilpasse sig elevernes niveau og styrke deres tro på egne evner, hvilket har betydning for deres motivation og indlæring. Samtidig kan det give læreren en bedre indsigt i elevernes faglige niveau, siger Mathilde Mikkelsen og tilføjer:
– Dermed ikke sagt, at digitale læremidler ikke rummer begrænsninger, for der er elementer, som ikke er i spil som ved analog læsning – for eksempel den fysiske bogs sanselighed og rammedannelse om en fælles læseoplevelse, som giver færdigheder i at gå i dialog og argumentere. Det ville være en trist undervisning uden de mere bløde læringsmål og analoge læremidler, men det er ikke det samme, som at digitale læremidler ikke kan være gunstige.
Peter Holmboe understreger ligeledes vigtigheden af en kombination af digitale og analoge undervisningsmidler i skolen.
– Der bliver ofte fejlagtigt sat lighedstegn mellem digitale og analoge læremidler, men et digitalt læremiddel, som er designet som et analogt, giver ikke mergevinst. Det skal være designet og tænkt digitalt for at være befordrende for læring og styrke elevernes multimodale tilgang og overblikskompetence. Det kan være udfordrende at tilgå nye digitale redskaber, men det er altså forsimplet at sige, at det er skærmene, der ikke duer, mener Peter Holmboe.
