Markedskræfterne bør ikke give nervøse trækninger i klimapartnerskaberne for hvis vi for alvor vil rykke på den grønne omstilling, er der ingen vej uden om den fri konkurrence.
I disse uger mødes erhvervsliv og brancheorganisationer på kryds og tværs i regeringens klimapartnerskaber. Her skal vi komme med bud på, hvordan der fra alle sider kan bidrages til målsætningen om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.
Det forudsætter blandt andet, at vi bliver bedre til at tænke løsninger på tværs af brancher samtidig med, at vi har respekt for de særlige kendetegn, der karakteriserer sektorerne hver især. I det arbejde er markedskræfterne et særdeles nyttigt redskab.
Mens energisystemet domineres af store operatører og naturlige monopoler, er der tale om helt andre konkurrenceforhold i transportsektoren. Især den tunge transport er et ekstremt konkurrenceudsat erhverv, hvor hver eneste krone tæller.
Her er der, i modsætning til i energisektoren, oftest ikke mulighed for at planlægge ti år ud i fremtiden, hvis det betyder røde tal på bundlinjen i morgen.
Derfor nytter det ikke at forsøge at trække løsninger ned over hovedet på vognmændene – bare fordi det passer i et systemperspektiv. Det er med andre ord afgørende, at udbud og efterspørgsel passer sammen. Det skal klimapartnerskaberne bidrage til.
Et godt eksempel på et produkt, der giver fantastisk god mening i både energi- og transportsektoren, er elektrofuels eller Power2X. Men hvis elektrofuels skal være mere end bare et buzzword er det helt afgørende, at vi samtænker bedre på tværs. Et produkt der ud fra et energisystem-perspektiv anses som optimalt, giver nemlig ingen mening, hvis det ikke samtidig kan aftages i transportsektoren – for eksempel fordi der mangler biler, der kan anvende det.
Omvendt nytter det heller ikke noget, at transportbranchen efterspørger produkter, som er alt for dyre og besværlige at producere og distribuere – eller som ikke giver nogen reel klimagevinst.
Klimapartnerskaberne skal ikke udvælge fremtidens ”vinderteknologier”, da historien har vist os, at sådanne valg oftest overhales af udviklingen og markedskræfterne. Vi skal i stedet stille krav til CO2-fortrængning og lade aktørerne vælge de løsninger, der giver bedst mening i deres perspektiv, som foreslået i Drivkraft Danmarks 2050-plan.
Der er ingen tvivl om, at en sådan markedsorienteret tilgang kan give nervøse trækninger i dele af universitets-, NGO- og systemverdenen, hvor man helst vil planlægge langt ud i fremtiden. Men hvis vi for alvor skal have den grønne omstilling ud på vejene, er der ingen vej uden om den fri konkurrence – også selvom det kræver sine ofre. I fri konkurrence er det nemlig en vigtig præmis, at kun de bedste og smarteste løsninger overlever.
Den grønne omstilling er ikke gratis, og det giver god mening at hjælpe den på vej politisk og økonomisk. Men god grøn omstilling sikres ikke ved at holde hånden under skrøbelige teknologier igennem årtier. Det sikres ved at opsætte ambitiøse mål og CO2-fortrængningskrav, som producenter, distributører og forbrugere af energi kan konkurrere om at leve op til mest effektivt. Det budskab tager Drivkraft Danmark med ind i regeringens klimapartnerskaber.
