SEF koncernen kom ud af 2021 med et flot overskud på 84 millioner efter skat og 94 mio. før skat.
En del af overskuddet skal bruges på at lave forarbejdet til en klimaalliance, der forhåbentligt skal være et fyrtårn for den grønne omstilling i Svendborg kommune.
Ambitionen med Klimaalliancen Svendborg er en sammenslutning af lokale organisationer, der ønsker at vende de individuelle klimaudfordringer til en fælles mulighed for vækst og udvikling på Sydfyn. ”Klimaalliancen Svendborg skal meget systematisk finde ud af, hvad er vores udgangspunkt for at reducere CO2 lokalt. Ved at fokusere på hvad vi selv kan gøre lokalt, skaber det rammerne for både vækst, arbejdspladser og reduceret CO2-udledning på Sydfyn,” fortæller Søren Bøving-Andersen, bestyrelsesformand for SEF, og initiativtageren til Klimaalliancen Svendborg.
Fælles om den grønne omstilling
SEF og Svendborg Kommune skyder projektet i gang, og på sigt vil det være kombineret private og offentlige organisationer, der går sammen i en alliance, for at sikre nogle konkrete mål for CO2-reduktionen i Svendborg. Regeringen har sat et meget ambitiøst mål om at nedbringe CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Klimaalliancen Svendborg får til opgave at komme med en række anbefalinger til, hvordan Sydfyn kan nå de nationale klimamål lokalt, og samtidig sikre lokal vækst og udvikling.
”En af SEFs fornemste opgaver, ud over at være et kraftcenter inden for fremtidens energi og infrastruktur, er at fremme den bæredygtige udvikling her på Sydfyn, det er simpelthen vores pligt. Netop Klimaalliancen Svendborg ligger rigtig godt i forlængelse af den forpligtelse,” siger adm. direktør Anders Banke. Klimaalliancen Svendborg kommer til at have hovedsæde hos SEF på Fåborgvej, det er også energikoncernen, der skal finansiere projektet med noget af det overskud, de kom ud med i 2021. Det flotte resultat er skabt på trods af, at SEF koncernen sidste år har tabt omkring 11 mio. på køb af energi til vores kunder, der har fastprisaftaler på el og gas. Årsagen til tabet var de stærkt stigende energipriser, der tog fart især i årets sidste kvartal.
Inspirationen fra Thy
Inspirationen til klimaalliancen kommer fra Thy, hvor partnerskabet mellem de offentlige og private sektorer har stor succes.
I løbet af de kommende måneder vil adm. direktør for SEF, Anders Banke, og bestyrelsesformand, Søren Bøving-Andersen arbejde på at få et samarbejde mellem offentlige og private aktører stablet på benene.